Økonomi-blæksprutte til økonomistyring på strategiske projekter med stor bevågenhed

Erhvervsstyrelsen har som ambition at være en datadreven styrelse, og vi arbejder løbende på at forbedre vores erhvervsservice gennem brugervenlige digitale services til virksomhederne i deres møde med det offentlige. Vi skal i gang med en række spændende projekter, hvor en skarp økonomistyring bliver central.

Om stillingen
I Digital Innovation og Virk arbejder vi dels med at drive og udvikle Virk - virksomhedernes platform for digital selvbetjening. Dels forholder vi os til nye digitale muligheder som fx digitalisering af virksomhedernes handel og bogføring. Vi ser ind i en række spændende projekter, der skal sætte mere turbo på digitaliseringen, og vi skal derfor samtidig sikre en god opfølgning på budgetterne, der består af både nationale midler og EU Regionalfondsmidler.

Du vil indgå i Team Digital Innovation og Offentligt Samarbejde, der er bindeled mellem teknik, lovgivning og politik. Vi søger en kollega, der kan følge op på økonomien i en række projekter samt bidrage til at holde overblik over afdelingens budgetter. Du vil således få en bred indsigt i opgaveporteføljen i afdelingen IT og Digital Innovation.

Dine opgaver vil bl.a. være, at:

  • Foretage økonomiopfølgning på en håndfuld projekter, hvor der både indgår national finansiering og finansiering fra EU-Kommissionen
  • Rapportere status og forbrug til EU-Kommissionen samt opfølgning herpå
  • Deltage i udarbejdelse af budgetter på både projekt- og afdelingsniveau og bidrage til at holde overblik over budgetterne sammen med andre gode kollegaer i teamet samt styrelsens økonomiafdeling
  • Der vil også være mulighed for at blive inddraget i udarbejdelse af finanslovsindspil og indgå i processerne heromkring, hvis det er relevant ift. dine faglige kompetencer  

Om dig
Du skal have lyst til at arbejde i en politisk ledet organisation og have forståelse for de forskellige rapporteringskrav på både nationalt og EU-niveau. Du er detaljeorienteret og sætter en ære i at følge op på økonomien i projekter og holde overblik.  

Du vil indgå i et team med dygtige kollegaer, som du kan sparre med, men du skal også selv kunne tage styring. Du bliver kontaktpunkt både internt og eksternt, og det er derfor centralt, at du er god til at samarbejde og ikke er bange for at stille spørgsmål.

Som person er du initiativrig og engageret i dit arbejde. Du trives med at samarbejde på tværs, hvor alle bidrager med forskellig viden, kompetencer og nysgerrighed. Du bidrager til et godt arbejdsmiljø, hvor humor også indgår som en hjørnesten. Du har en høj ansvarsfølelse og er ikke bange for at have travlt i perioder samt formår at prioritere din tid.

Vi ser for os, at du enten har relevant erfaring med bogføring og regnskab, eller at du har en økonomisk uddannelse som HA, cand.merc., cand.merc.aud., cand.polit., eller lignende. Det er en fordel, hvis du har kendskab eller erfaring med regionalfondsprojekter og styring af dem eller har erfaring fra centraladministrationen, men du kan også være nyuddannet. 

Om os
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 1000 medarbejdere, som arbejder på flere forskellige lokationer i landet: København, Nykøbing Falster og Silkeborg. Denne stilling er placeret på Langelinie i København.

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder. 

Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk

Om ansættelsen
Afhængig af dine kvalifikationer sker ansættelse som HK’er eller fuldmægtig efter relevant overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Kirsten Eccles Munk tlf. 35 29 10 26 eller kontorchef Carsten Ingerslev tlf. 35 29 19 10. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Cathrine Lund-Jensen på tlf. 91 33 70 38.

Interesseret?
Lyder det som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling” knappen i annoncen eller søg via vores hjemmeside på http://www.erhvervsstyrelsen.dk/job Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest den 1. december 2021.

Samtaler forventes afholdt i uge 49. Der vil blive anvendt tests i rekrutteringsprocessen.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge.

Udbyder

Erhvervsministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

1. december 2021

Ansøgning

Lyder det som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling” knappen i annoncen eller søg via vores hjemmeside på http://www.erhvervsstyrelsen.dk/job Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest den 1. december 2021.