Praktikant på den danske ambassade i Dhaka, Bangladesh
Bliv praktikant på den danske ambassade i Dhaka og få unik erfaring med klima, kommunikation, handel og udenrigspolitik.
Bangladesh er en fremadstormende økonomi og et af verdens mest klimaudsatte lande – og en vigtig partner for Danmark i Sydasien. Med en befolkning på 170 millioner og en gennemsnitlig årlig vækstrate på 7%, forventes Bangladesh inden for 20 år at være blandt verdens 25 største økonomier. Pt. er der mere end 50 danske virksomheder, der driver forretning i Bangladesh, og Danmark giver desuden målrettet udviklingsbistand til Bangladesh.
Den danske ambassade ligger i en attraktiv del af Dhaka. Fra vores nye kontor arbejder omkring 30 medarbejdere, både danske og lokale, med politiske, udviklingsmæssige og kommercielle relationer mellem Danmark og Bangladesh. Vi deler kontor med den norske og svenske ambassade, som vi har et godt nordisk forhold til, både fagligt og socialt.
Vi tilbyder en praktikplads:
- Klima og Grøn Omstilling
Spørgsmål vedrørende opslaget kan rettes til souschef Anders Bitsch Karlsen andkar@um.dk.
Hvis du har spørgsmål til hverdagen som praktikant i Dhaka, er du velkommen til at skrive til vores nuværende praktikanter, hankrs@um.dk (Klima og Grøn Omstilling), kirlan@um.dk (Trade Council) og kirops@um.dk (Politik og Kommunikation/Public Diplomacy).
Ambassadens seks-måneders praktikforløb vil forløbe i forårsesmesteret 2024 med start 1. februar. Ansøgningsfrist er d. 31. oktober 2023.
Det får du ud af praktikopholdet:
• En unik indsigt i den politiske og økonomiske udvikling i Bangladesh.
• Konkret erfaring med handels-, udenrigs- og udviklingspolitik.
• Indsigt i en dansk ambassades daglige opgaver.
• Motiverede kollegaer som er parate til at guide og inddrage dig i dagligdagen på ambassaden.
• Personlige oplevelser fra et spændende land i rivende udvikling.
• Mulighed for meritoverførsel af ECTS-point.
Det forventer vi af dig:
• At du studerer på en dansk bachelor- eller kandidatuddannelse.
• At du er dansk statsborger eller har en langvarig tilknytning til Danmark.
• At du har stor interesse i at arbejde i et vækstland som Bangladesh.
• At du er udadvendt, villig til at lære og klar til at hjælpe med både strategiske, selvstændige opgaver, samt praktisk, dag-til-dagarbejde.
• At du har stærke engelskkundskaber, både sprogligt og skriftligt.
• Kompetencer inden for områder som talbearbejdning, IT, kommunikation og SoMe er en fordel.
Det forventes, at du kan arbejde selvstændigt såvel som i samarbejde med teamet. Vi forventer, at du har stor interesse i at arbejde i et transitionsland og et ønske om at forstå, hvordan en ambassade arbejder. Derudover er det vigtigt, at du er udadvendt, er villig til at lære og besidder en stor grad af kulturel bevidsthed. Gode formuleringsevner er essentielle samt fleksibilitet og en positiv attitude til den brede vifte af opgaver, teamet arbejder med.
Det er et krav, at du har stærke mundtlige og skriftlige kompetencer i dansk og engelsk, og gode IT-kundskaber (MS Word, Excel, PowerPoint og Outlook) er en fordel.
Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder et månedligt tilskud til dækning af specificerede og dokumenterede udgifter inden for en månedlig beløbsgrænse på 4.000 DKK.
Ansøgning
Både motiveret ansøgning (maks. én side) og CV skal skrives på engelsk. Disse dokumenter samt karakterudskrift og evt. relevante udtalelser sendes samlet i én PDF-fil pr. e-mail til dacamb@um.dk med angivelsen ’Praktikantansøgning’ samt hvilken afdeling du søger som emnefelt.
Det er muligt at søge flere afdelinger.
Ansøgningerne vil blive vurderet ud fra motivation og kvalifikationer.
Udbyder
Udenrigsministeriet
Jobtype
Praktik
Ansøgningsfrist
31. oktober 2023