Praktikanter til Danmarks ambassade i Tokyo, Japan

Den danske ambassade i Tokyo, Japan søger fem praktikanter til følgende områder:

◾ Politik og Økonomi

◾ Public Diplomacy og Kommunikation  

◾ Handel og Investering

◾ Fødevarer, Landbrug og Miljø

◾ Energi og Klima 

 

Jobbeskrivelse

Som praktikant på ambassaden bliver du en aktiv del af medarbejderstaben og får indblik i, hvordan den danske udenrigstjeneste fungerer. Et praktikforløb på ambassaden er en oplagt mulighed for at få bragt dine faglige kompetencer i spil i praksis. Du vil komme til at bidrage til de løbende opgaver og projekter, som ambassaden udfører inden for de fem forskellige områder. Dit arbejde vil veksle mellem at være selvstændig opgaveudførsel til at samarbejde med de øvrige medarbejdere på ambassaden samt vores eksterne samarbejdspartnere. 

 

Opgaverne er mangfoldige, og vi kan derfor tilbyde gode muligheder for dig til at arbejde med de områder, som du brænder for. Ud over de professionelle udfordringer får du personlig og faglig erfaring, som du kan bruge i din videre uddannelse, og når du senere skal søge job.

 

Kvalifikationer

Vi søger en dansktalende studerende, som er tilmeldt en samfundsvidenskabelig eller tilsvarende kandidatuddannelse eller derunder på en højere dansk eller udenlandsk læreanstalt. Du skal kunne redegøre for, hvorfor praktikpladsen er interessant for dig, og hvordan opholdet vil kunne bidrage til dit uddannelses- og karriereforløb.

 

Da ambassaden er en travl arbejdsplads, forventer vi, at du kan arbejde selvstændigt og ansvarligt. Opgaverne kræver gode analytiske og metodiske egenskaber samt evnen til at arbejde struktureret, ofte under tidspres. Praktikanten forventes ligeledes at være IT-kyndig, herunder bekendt med MS Office-pakken.

 

Gode engelskkundskaber i skrift og tale er en forudsætning. Vi forventer, at du er udadvendt og imødekommende, da praktikpladsen indebærer visse repræsentative aktiviteter på og udenfor ambassaden.

 

Praktikvilkår

Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en medarbejder i afdelingen.

Praktikopholdet varer seks måneder fra den 1. februar 2024 til den 31. juli 2024.

Praktikopholdet er ulønnet, men du vil få delvis dækning af dine udgifter i forbindelse med opholdet og vil kunne få udbetalt et tilskud eller få refunderet udgifter efter regning inden for DKK 4.000 pr. måned. 

 

Yderligere oplysninger

Som praktikant vil du opleve, at du får et helt særligt forhold til den by, du opholder dig i. Det gælder i allerhøjeste grad også for Tokyo, som er et utroligt spændende sted at arbejde og opholde sig som praktikant. 

Du kan læse mere om stillingerne her: https://japan.um.dk/om-os/praktik 

Udbyder

Den Danske Ambassade i Tokyo

Jobtype

Praktik

Ansøgningsfrist

1. september 2023

Ansøgning

Ansøgninger til Public Diplomacy & Kommunikation, Energi & Klima samt til Handel & Investering skal skrives på engelsk. Ansøgninger til Politik & Økonomi og til Landbrug & Fødevarer skal skrives på dansk. Ansøgninger og bilag sendes som PDF pr. digital post til ambassaden. Ambassadens digitale postadresse findes på https://post.borger.dk/ under: Offentlige myndigheder/stat > Udenrigsministeriet > Repræsentationer > Ambassaden i Tokyo. Det er et krav, at der i den allerøverste linje i den digitale post-mail står: "Tokyo - Praktikansøgning - område - ansøgers navn - ansøgers e-mail". Se https://japan.um.dk/om-os/praktik for mere.