Ambitiøse kollegaer til strategiske og analytiske opgaver i Rigspolitiet
Vil du være med helt tæt på de beslutninger og processer, der former fremtidens politi? Er du analytisk skarp, og synes du, det er sjovt at løse svære problemstillinger i et miljø med høj politisk bevågenhed?
Politiet har fået en stor og ambitiøs politisk flerårsaftale. Aftalen sætter rammen for politiets økonomi over de kommende fem år og udvider politiets økonomi med over 1,5 mia. kr. i 2030. Den indeholder blandt andet en udvidelse af politistyrken til ca. 12.000 personer, en markant styrkelse af indsatsen mod økonomisk kriminalitet og etablering af en ny politiuddannelse, samt massiv investering i politiets digitale understøttelse. Nu skal aftalen implementeres.
Om stillingen
Som ansat i Center for Flerårsaftale, Porteføljestyring og Udvikling (FPU) bliver du en del af et hold, der har ansvaret for at understøtte den strategiske og tværgående styring og implementering af flerårsaftalen samt den løbende opfølgning.
En central del af rollen er at bidrage med analysekraft, der kan understøtte implementeringen og kvalificere vurderingen af, om de ønskede effekter realiseres. Du arbejder tæt op ad politiets ledelse og danner bindeled mellem politiet, Justitsministeriet og det politiske niveau.
I stillingen vil du kunne arbejde med:
- den politiske opfølgning på flerårsaftalen og forberedelser af forligskredsmøder, herunder fx økonomisk kriminalitet, sårbare ofre og partnerdrab, sikkerhedssituationen, natur- og miljøkriminalitet og håndtering af PTSD
- analyser, der kan tydeliggøre eller fremme implementeringen af aftalen, herunder projektledelse af tværgående indsatser
- betjening af politiets ledelse og udformning af beslutnings- og drøftelsesoplæg
- svar på henvendelser om initiativer i flerårsaftalen, herunder spørgsmål fra Folketinget og Justitsministeriet
- styring og opfølgning på politikredsenes straffesagsbehandling inden for bl.a. økonomisk kriminalitet
Hvem søger vi?
Der søges 2 kollegaer. Der lægges vægt på, at du kan tilgå problemstillinger struktureret og løsningsorienteret, tilrettelægge og lede analyseprocesser under stor politisk bevågenhed, formidle komplekse problemstillinger klart og præcist, og at du har flair for data og tal.
Rigspolitiet forestiller sig, at du har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.soc., cand.scient.anth. eller lignende, men andre profiler er også velkomne. Det er en fordel, hvis du har erfaring med analyse-, strategi-, projekt- eller sekretariatsarbejde fra et departement, en styrelse eller et konsulenthus. Som nyuddannet kan du også blive taget i betragtning, hvis du er nysgerrigt anlagt og har mod på en stejl læringskurve.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår efter aftalerne mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation, som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent afhængigt af dine kvalifikationer. Tjenestested er Polititorvet 14, 1780 København V.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt.
Udbyder
Rigspolitiet
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
27. august 2026
Ansøgning
Ansøgningsfrist: 27. august 2026. Samtaler afholdes fra uge 36. Fortæl i din ansøgning, hvordan du med netop dine evner kan bidrage til at fremme arbejdet med styring og implementering af udviklingsprojekter i politiet. Foruden ansøgning og CV skal du uploade relevant eksamensbevis, og alle dokumenter skal være i pdf-format. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Stefan de la Puente Kristiansen på 4188 9952 eller centerchef Peter Bendtsen på 2249 8280.