Samfundsøkonomer søges til Erhvervsministeriets departement
Er du en dygtig samfundsøkonom og vil du være med til at skabe gode vækstvilkår for virksomhederne i en global brydningstid? Eller vil du være med til at skabe de rammevilkår, som gør det muligt for virksomhederne at komme i mål med ambitiøse klimamålsætninger – og samtidig udnytte potentialerne i den grønne omstilling?
Så er du måske vores nye kollega. Vi søger to dygtige samfundsøkonomer til vores team for det grønne område og for dansk og international økonomi.
Om jobbet med det grønne område
Vi søger en fagligt ambitiøs samfundsøkonom, der har lyst til at arbejde med politikudvikling og analyser af virksomhedernes grønne omstilling. Det kan være alt lige fra analyser på fx registerdata over virksomheders udenrigshandelsstatistik, energiforbrug og grønne kritiske afhængigheder – til udvikling af nye politiske initiativer, der kan understøtte, at danske virksomheder har de bedste muligheder for at implementere nye grønne krav og samtidig gode muligheder for vækst.
Om jobbet med dansk og international økonomi
I vores team for dansk og international økonomi søger vi en dygtig samfundsøkonom, der har lyst til at arbejde med politikudvikling og analyser af bl.a. forsyningskæder og strategiske afhængigheder for dansk økonomi. Det vil være databaserede analyser om centrale rammevilkår for dansk erhvervsliv i en opbrudstid, som danner grundlag for politikudvikling med fokus på at understøtte, at danske virksomheder har de bedste produktivitets- og vækstbetingelser – eksempelvis i forbindelse med en ny globaliseringsstrategi for dansk erhvervsliv.
Begge stillinger indebærer ministerbetjening og koordination af en række af områdets opgaver. I dit daglige arbejde vil du således have kontakt med både styrelser, andre ministerier og organisationer. Derfor er gode samarbejdsevner og politisk tæft helt essentielt.
Om dig
- Du har en samfundsøkonomisk uddannelsesbaggrund.
- Erfaring fra tidligere arbejde eller studie med samfundsøkonomiske analyser (fx pba. individ- eller virksomhedsdata) er en fordel.
- Du interesserer dig for samspillet mellem samfundsøkonomi, grøn omstilling og erhvervspolitik.
- Du har lyst til at grave dig ned i svære emner og problemstillinger, men har samtidig blik for de store linjer og mulige løsninger.
- Du kan hurtigt sætte dig ind i en problemstilling og skære ind til kernen af en sag.
- Du er en stærk formidler og formulerer dig klart på skrift og i tale, så andre ikke er i tvivl om, hvad der er essensen eller problemstillingen.
- Du har gode samarbejdsevner og kan bygge netværk til dine kollegaer i departementet, ministeriets styrelser, andre ministerier og eksterne interessenter.
- Du arbejder selvstændigt og har fokus på at sikre fremdrift i dine opgaver.
Om os
I Erhvervsministeriets område 1 arbejder vi for at styrke rammevilkårene for erhvervslivet med det mål at skabe et Danmark, hvor grøn omstilling, jobskabelse og høj produktivitet går hånd i hånd. Arbejdet spænder bredt: Fra grøn og digital omstilling af dansk erhvervsliv til vækst- og rammevilkår inden for bl.a. erhvervsstøtte, skat, arbejdsmarked, uddannelse, energiforsyning og ressourceeffektivitet.
Ministerbetjening er en stor del af vores hverdag. Vi indgår i arbejdet med en lang række aktuelle politiske sager, forbereder sager til de centrale regeringsudvalg og indgår i forberedelsen af mange af regeringens udspil. Sideløbende udarbejder vi analyser og redegørelser, fx om virksomhedernes grønne omstilling eller virksomhedernes konkurrenceevne. Dermed er vores arbejde kendetegnet ved hyppige skift mellem kortfristet ministerbetjening på aktuelle politiske dagsordener på den ene side og strategiske politik- og analyseprojekter på den anden.
Du vil blive en del af et område med omkring 25 medarbejdere med forskellige fagligheder og fokusområder. Vi prioriterer videndeling, samarbejde og højt humør i en ofte hektisk hverdag, ligesom vi lægger vægt på faglig udvikling.
Om ansættelsen
Du vil blive ansat efter overenskomsten for akademikere i staten.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Er du interesseret?
Du er velkommen til at kontakte kontorchef Laura Nielsen Wester på telefon 91 33 71 00 / lauwes@em.dk, eller Sune Fold von Bülow på telefon 91 33 71 16 / sunbul@em.dk, hvis du vil høre nærmere om jobbet.
Send din ansøgning via link på https://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger/ senest onsdag d. 25. april 2023. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer samt andet relevant materiale.
Samtaler vil blive forsøgt afholdt inden udgangen af april og ønsket tiltrædelsesdato er 1.juni eller hurtigst muligt. Der vil blive brugt personligheds- og logikanalyse i forbindelse med 2. samtalen.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi glæder os til at høre fra dig.