Samfundsvidenskabelig praktikant til forår 2026
Om praktikforløbet
Vi søger samfundsvidenskabelige praktikanter, der er motiverede for at arbejde med analyser og udvikle løsninger inden for det innovations- og erhvervspolitiske felt. Som praktikant bliver du hurtigt en integreret del af virksomheden og arbejder på lige fod med vores konsulenter om at gennemføre forskellige analyser og evalueringer.
Arbejdsopgaverne vil variere, og du får mulighed for at prøve kræfter med bl.a. spørgeskemaundersøgelser, kvalitative og kvantitative analyser samt dataindsamling og -bearbejdning. Derudover bidrager du til at udarbejde rapporter og præsentationer til vores kunder. Du får også mulighed for at være med i idégenereringen og udviklingen af analysedesign i tilbudsprocessen.
Du vil få et stort ansvar for selvstændigt at løse analyseopgaver i tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere. Vi lægger vægt på, at du under praktikopholdet udvikler dine faglige evner og får en forståelse for, hvad det vil sige at arbejde i konsulentbranchen. Under praktikopholdet vil du løbende modtage sparring fra vores faste medarbejdere. Som en del af din praktikperiode definerer vi i fællesskab en udviklingsopgave, der både bidrager til din og virksomhedens faglige udvikling – det kan fx være, at du har en idé til, hvordan vi kan anvende nye typer af undersøgelser, data eller analysemetoder.
I dit praktikforløb vil du bl.a.:
- Blive inddraget i idéudviklingen vedrørende brug af nye datakilder og analysedesign.
- Udvikle, designe og gennemføre spørgeskemaundersøgelser.
- Gennemføre kvantitativ dataindsamling og -analyse.
- Bidrage til at udarbejde analyser og rapporter.
- Udarbejde PowerPoint-oplæg og præsentationer til møder med kunder.
Vores forventninger til dig som praktikant:
- Du er i gang med kandidatdelen på en relevant videregående uddannelse som fx statskundskab, økonomi, social datavidenskab, sociologi eller lignende.
- Du arbejder struktureret, systematisk og selvstændigt.
- Du har lidt eller nogen erfaring med at gennemføre kvantitative og kvalitative analyser, herunder at forberede, indsamle og bearbejde data.
Vi tilbyder:
- Mulighed for at bruge dine metodiske og analytiske færdigheder i praksis.
- Praktisk erfaring med at gennemføre projekter fra idé og analyse til formidling af resultater.
- At blive en del af en dynamisk arbejdsplads med 12 medarbejdere, hvor der er en uformel omgangstone og højt til loftet.
- En fast tilknyttet vejleder i hele praktikforløbet, som finder sted i foråret 2026. Forløbet er som udgangspunkt 30-37 timer om ugen i et semester svarende til 30 ECTS (start- og sluttidspunkt aftales nærmere).
- En god frokostordning, PC stillet til rådighed og en kontorplacering i hjertet af København med udsigt til havnen.
- Praktikken er ulønnet, men som udtryk for påskønnelse af dit arbejde er der mulighed for en erkendelighed ved siden af din SU i overensstemmelse med SU-lovgivningen.
Om os
I IRIS Group er vi motiverede af at udvikle samfundet omkring os ved at levere markedets bedste analyser, evalueringer og rådgivning, som beslutningstagere let kan omsætte til strategi og handling. Vi afdækker de nyeste trends og teknologier, leverer samfundsøkonomiske analyser, kortlægger danske styrkepositioner og evaluerer konkrete programmer og indsatser. Vi er kendt blandt vores kunder for vores grundige analyser og operationelle anbefalinger.
Vores opgaver omfatter design af større analyser og evalueringer, kvantitativt dataarbejde, impactmålinger, interviews med virksomheder og forskere, spørgeskemaundersøgelser mm. Vi benytter sjældent kun én metode og ser som regel på tværs af forskellige typer af data i vores opgaveløsning. Vi har derfor opbygget et konsulentteam med en god blanding af kvantitative og kvalitative metodiske kompetencer og med faglige rødder i økonomi, statskundskab, kommunikation og sociologi.
Udbyder
IRIS Group
Jobtype
Praktik
Ansøgningsfrist
20. oktober 2025
Ansøgning
Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning med karakterudskrift, CV og evt. anbefalinger hurtigst muligt og senest d. 20. oktober 2025. Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte: Chefkonsulent: Sigurd Gylstorff på tlf. 21 35 80 90 eller sg@irisgroup.dk Vi opfordrer alle uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder til at søge vores ledige stillinger.