Skarp medarbejder til kommunal- og regionaløkonomi

Er du interesseret i økonomi, politik og styringsrelationen mellem staten, kommunerne og regionerne? Vil du være med til at skabe de bedste rammer for, at kommunerne kan levere velfærd til borgerne af god kvalitet i hele landet? Motiverer det dig at arbejde i en omskiftelig politisk hverdag og skabe resultater gennem konstruktive samarbejder internt og udadtil?

Så er du måske vores nye kollega til afdelingen for Kommunal- og Regionaløkonomi i Indenrigs- og Boligministeriet.

Dig

Du har en relevant akademisk uddannelse. Det kan være, du er cand.scient.pol., cand. scient.adm., cand.polit./oecon. eller lignende. Du kan være nyuddannet eller have et par års erfaring.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har god fornemmelse for de politiske dagsordener
  • interesserer dig for styring af kommuner og regioner
  • kan omsætte dine gode analytiske evner til policy
  • er god til at strukturere processer
  • er talstærk og formulerer dig klart og enkelt – både skriftligt og mundtligt

Stillingen

Du kommer blandt andet til at arbejde med:

  • policyudvikling
  • ministerbetjening, fx taler og mødeberedskaber
  • opgaver centreret omkring udviklingen i og styringen af den kommunale og regionale økonomi

I stillingen vil du lære en masse om styringen af den offentlige sektor og få et unikt indblik i kommuners og regioners opgaver og økonomi. Du får mulighed for at komme helt tæt på den politiske proces og samspillet med Folketinget.

Du bliver en del af Kontoret for Udgifter i afdelingen for Kommunal- og Regionaløkonomi. I spændingsfeltet mellem økonomi og politik stiller vi vital infrastruktur og løsninger til rådighed, så kommunerne og regionerne kan levere den borgernære velfærd. Vi sikrer fundamentet og rammerne for regeringens samarbejde med kommunerne og regionerne om deres økonomi og styringen af den. Vi prioriterer fleksibilitet i opgavevaretagelsen, så du får et bredt kendskab til området.

Vi har et stærkt fagligt miljø og et godt og uformelt arbejdsmiljø, hvor vi også lægger vægt på, at pladsen til humor og interessen for hinanden som mennesker bidrager til en inspirerende hverdag.

Departementet

I Indenrigs- og Boligministeriet arbejder vi for at binde Danmark sammen. Vi arbejder for den geografiske, sociale og demokratiske sammenhængskraft. Det gør vi ved at skabe sammenhæng mellem land og by, udvikle den almene boligsektor, optimere de kommunale og regionale rammer, omfordele kroner på tværs af kommuner og værne om frie og fair valg.

Vi sætter en ære i at være ordentlige. Det er hverdagens pejlemærke. Samtidig gør vi en dyd ud af enkle løsninger, og at der er kort fra tanke til handling. Vi er stolte af en arbejdskultur, hvor tillid er en selvfølge, og fleksibilitet er et nøgleord – også når det handler om, hvor og hvornår vi arbejder.

Løn og ansættelse

Du vil blive ansat som fuldmægtig efter kvalifikationer og efter AC-overenskomsten. Stillingen er på fuld tid. Ansættelsesområdet er Indenrigs- og Boligministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdsstedet er Indenrigs- og Boligministeriets departement, Stormgade 2-6, 1470 København K.

Vi har brug for dig hurtigst muligt.

Spørgsmål?

Du er velkommen til at kontakte kontorchef Birgitte Olesen på tlf. 40 93 26 18 eller mail mailto:bol@im.dk.

Vi opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Udbyder

Indenrigs- og Boligministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

17. august 2022

Ansøgning

Send ansøgning, CV og eksamensdokumentation elektronisk via stillingsopslaget på www.im.dk. Vi skal have modtaget din ansøgning senest onsdag den 17. august 2022.