Erfarne økonomer til konjunkturvurdering og makroøkonomiske analyser i Skatte- og Vækstministeriet

Vil du være med til at rådgive regeringen og skatte- og vækstministeren på et centralt samfundsøkonomisk område? Har du interesse for og erfaring med makroøkonomiske modeller og arbejdet med konjunkturvurdering? Så er du måske én af de nye kollegaer, vi søger til Skatte- og Vækstministeriets nye kontor for Konjunktur og Makroøkonomi.

Om jobbet

Kontoret for Konjunktur og Makroøkonomi er et nyoprettet kontor i Skatte- og Vækstministeriet, som har ansvar for at overvåge og analysere udviklingen i dansk og international økonomi og udarbejde prognoser for konjunkturudsigterne. Kerneopgaven i kontoret er udarbejdelsen af regeringens konjunkturprognose i Økonomisk Redegørelse, der offentliggøres tre gange årligt i maj, august og december.

Kontoret vil derudover jævnligt udarbejde både små og større analyser om aktuelle økonomiske problemstillinger, der indgår i Økonomisk Redegørelse. Analyserne kan fx fokusere på udviklingen på boligmarkedet eller arbejdsmarkedet eller undersøge sammenhængen mellem skat og økonomisk vækst. Arbejdet omfatter beregninger med makroøkonomiske modeller, primært MAKRO, der blandt andet bruges til at vurdere virkningerne af ændringer i den internationale økonomi, forbrugeradfærd mv.

Kontorets arbejde danner baggrunden for centrale økonomisk-politiske beslutninger i regeringen. Arbejdsopgaverne løses i tæt kontakt med Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet og andre kontorer i Skatte- og Vækstministeriet.

Kontoret skal bestå af i alt ca. 12 medarbejdere, heraf ca. otte økonomer og fire studenter. Du vil som ny medarbejder fra start få spændende og udfordrende opgaver og vil kunne sætte dit præg på opbygningen og udviklingen af kontoret. Konjunktur og Makroøkonomi er et af i alt fem kontorer i afdelingen Økonomi og Politik i Skatte- og Vækstministeriets departement.

Vi har fokus på, at vores medarbejdere løbende udfordres, og sigter derfor efter, at både nyuddannede og erfarne oplever en stejl læringskurve i kraft af opgaver, der understøtter en fortsat faglig og personlig udvikling. Vi lægger vægt på, at det skal være spændende og sjovt at gå på arbejde.

Om dig

Du er cand.polit., cand.oecon. eller lignende og er blandt de dygtigste på din årgang. Du kan være relativt nyuddannet, men har fortrinsvis en del års erfaring.

Vi forventer, at du har konkret erfaring med konjunkturanalyser og arbejde med makroøkonomiske modeller.

Som person har du et stort engagement, et godt humør og en positiv indstilling, når tingene går stærkt. Du er grundig, selvstændig og initiativrig. Du har udpræget gode samarbejdsevner og sætter pris på åbenhed og konstruktiv dialog med henblik på at sikre høj kvalitet i opgaveløsningen.

Arbejd tæt på det, der tæller

I Skatte- og Vækstministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse vores opgaver på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for hele vores koncern.

Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 330 ansatte, der dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.

Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Udbyder

Skatte- og Vækstministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

27. september 2026

Ansøgning

Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket i opslaget senest søndag den 27. september 2026. Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. Tiltrædelse 1. november 2026 eller snarest muligt. Spørgsmål til stillingen: kontorchef Troels Kromand Danielsen, tlf. 72 37 37 84, TKD@svmn.dk.