Skriv dit speciale i samarbejde med Nationalbanken
Er du interesseret i at skrive dit speciale inden for et af Nationalbankens interesseområder? Så har du nu muligheden. Med en specialeplads i Nationalbanken får du en enestående mulighed for daglig sparring i din specialeskrivningsproces og samtidig en indsigt i, om Nationalbanken kunne være din fremtidige arbejdsplads. Ansøgningsfristen er 11. maj 2025.
Vi tilbyder
Specialepladser til kandidatstuderende ved et af universiteterne i Danmark med start i efteråret 2025, hvor du:
- får din daglige gang i et udfordrende fagligt miljø
- får stillet en mentor og en arbejdsplads til rådighed gennem hele din specialeskrivningsproces
- undervejs i specialeskrivningen får tilbud om at holde en opstarts- og midtvejspræsentation, hvor du kan få sparring og nye perspektiver fra erfarne kollegaer.
Specialeforløbet afsluttes med et oplæg i Nationalbanken, hvor du præsenterer dine resultater. Specialepladsen er samtidig en god mulighed for at vurdere, om Nationalbanken kunne være din fremtidige arbejdsplads efter dit studie. Nationalbanken giver dig en erkendtlighed på 4.000 kr. pr. måned i den periode, du har aftale med dit universitet om at skrive speciale.
Hvilke emner kan jeg skrive speciale om i Nationalbanken?
Som specialestuderende i Nationalbanken har du mulighed for enten at skrive dit speciale indenfor et af nedenstående emner, som de forskellige afdelinger beskæftiger sig med. Du har også mulighed for at skrive dit speciale hos os med din egen idé til emne, som du blot skal uddybe i din ansøgning.
- Rebalancering. Identifikation af optimale rebalanceringsregler i en portefølje, fx som en funktion af en investors risikoappetit, transaktionsomkostninger, mv.
- Korrelationer. Hvordan håndterer man bedst tidsvarierende korrelationer i porteføljekonstruktion?
- Analyser af geoøkonomisk fragmentering, fx effekter af told på makroøkonomiske forhold eller betydningen af fragmentering for internationale kapitalbevægelser og pengepolitisk transmission.
- Makroøkonomiske konsekvenser af militær oprustning, herunder både konjunkturelle og langsigtede effekter.
- Fastkurspolitikken i lyset af Danmarks høje nettoudlandsformue og store betalingsbalanceoverskud, fx med mulighed for en teoretisk eller empirisk undersøgelse af påvirkningen på rentespændet til ECB.
- Robuste betalinger. Kan vi øge uafhængigheden mellem forskellige typer af betalingsløsninger, så borgerne og virksomhederne kan fortsætte med at betale, også hvis en løsning ikke fungerer som normalt? Hvad er i praksis muligt i Danmark, og hvordan balanceres det med højere omkostninger?
- Betydning af Non-Bank Financial Institutions (NBFI) for den danske økonomi. Hvad er NBFI sektorens betydning for økonomien og det finansielle system og hvilke strukturelle forhold afgør, hvor betydningsfulde NBFI er?
- Betalinger for borgere og virksomheder. Hvordan fungerer det danske marked for detailbetalinger, og hvilke dynamikker og forhold, herunder regulering og incitamentsstrukturer, er drivende herfor? Hvordan påvirker det sikre og effektive betalinger i Danmark i dag og fremover?
Din profil
Du er på vej til at planlægge din specialeskrivning og ser en fysisk arbejdsplads i Nationalbanken som en god mulighed for at få supplerende sparring. Du har en relevant faglig baggrund og vil skrive speciale om et emne inden for et af Nationalbankens arbejdsområder. Du er god til at formidle det stof, du sætter dig ind i, og til at bruge det faglige miljø, som du bliver en del af i den periode, du har en specialeplads hos os. Vi forventer samtidig, at du byder ind med din akademiske viden.
Jobtype
Specialeplads
Ansøgningsfrist
11. maj 2025
Ansøgning
Send dit CV og dine eksamensresultater senest den 11. maj 2025. Derudover beder vi dig formulere og motivere de overordnede rammer for dit specialeemne, men du behøver ikke at have den endelige problemformulering klar. Vi beder dig desuden oplyse, hvem din vejleder bliver. Vi forventer at afholde samtaler i uge 21 og 22.