Skriv speciale i samarbejde med Økonomiministeriet

Få adgang til unikke data, tæt faglig sparring og indsigt i økonomisk politik

Er du en nysgerrig økonomiinteresseret studerende, der skal skrive speciale i foråret 2026? Har du lyst til at skrive i et stærkt fagligt miljø med adgang til omfattende individdata og avancerede modeller? Så har du mulighed for at skrive et speciale i samarbejde med Økonomiministeriet. 

Med en specialeplads i Økonomiministeriet får du mulighed for tæt faglig sparring med udgangspunkt i et af vores to økonomkontorer. Som specialeskriver kan du blandt andet:

  • Sparre løbende med erfarne økonomer og få faste statussamtaler med en relevant medarbejder. 
  • Få adgang til relevante data og modeller, fx Lovmodellen, DREAM, MAKRO, og andre registerbaserede datakilder.
  • Benytte kontorplads, computer og øvrige faciliteter.
  • Blive en del af et ministerium, hvor økonomiske analyser og modelarbejde bruges i en politisk kontekst.

I Økonomiministeriet prioriterer vi en stærk læringskultur, hvor vi hjælper og udfordrer hinanden. Vi lægger vægt på at give dig faglig sparring og støtte og løbende feedback, så du kan udvikle dit projekt i samspil med vores arbejde. Du får også mulighed for at holde oplæg for afdelingen og deltage i både faglige og sociale arrangementer i Økonomiministeriet.

Afdelingen for Dansk Økonomi 

Afhængigt af emnet for specialet vil du blive tilknyttet et af vores kontorer: Lovmodel og registeranalyse (LRA) eller Kontor for konjunkturanalyse og prognose (KAP).

LRA har ansvaret for at udvikle og vedligeholde Lovmodellen, som er et registerbaseret system af mikrosimuleringsmodeller. De økonomiske ministerier anvender Lovmodellens analysegrundlag til fordelings- og provenumæssige konsekvensberegninger på en række lovgivningsområder, herunder skatte- og overførselsområdet. 

KAP overvåger og analyserer konjunktursituationen i dansk og international økonomi og udarbejder prognoser for udviklingen i dansk økonomi på kort sigt. Kontoret anvender blandt andet den økonomiske model MAKRO. KAP udarbejder jævnligt analyser om aktuelle økonomiske problemstillinger, herunder fx international arbejdskrafts betydning for dansk økonomi. 

Mulige emner for specialet

Specialeemnet skal tage udgangspunkt i et af de områder, som Økonomiministeriet beskæftiger sig med og skal gerne bidrage med ny viden til en konkret problemstilling. 

Det kan fx være inden for emnerne:

Makro og konjunkturer:

  • Hvordan kommer højere amerikanske toldsatser til at påvirke dansk økonomi?
  • Hvordan vil generativ kunstig intelligens påvirke dansk økonomi?
  • Hvorfor bruger danske husholdninger en stadigt lavere andel af deres indkomst på forbrug, og kan det forventes at ændre sig? Hvordan påvirker forhold som fx lav forbrugertillid, perioden med høj inflation og stigende fødevarepriser privatforbruget? Er der forskelle mellem husholdninger?  
  • Hvordan påvirker stærkt stigende boligpriser realøkonomien?

Arbejdsmarkedet og incitamenter til beskæftigelse:

  • Effektanalyser af arbejdsmarkedspolitik og sociale ydelser, fx inden for sygedagpenge, fleksjob, førtidspension, tidlig pension eller ændrede modregningsregler i folkepensionen.
  • Betydning af seniorers øget beskæftigelse for dansk økonomi, herunder i forhold til den demografiske udvikling over de næste 10-20-30 år. 
  • Betydning af international arbejdskraft for dansk økonomi, herunder deres betydning for det danske arbejdsmarked og indkomstfordelingen.

Ulighed og fordeling:

  • Hvem blev ramt af covid-19-pandemien? Konsekvenserne af en pandemi på fx uddannelse, levetider og indkomst.
  • Fordelingsvirkninger i en højinflationsperiod0e. Hvem rammes af højere priser og højere renter?
  • Hvordan påvirker pludselig rigdom ens beskæftigelsesvalg og forbrug (fx ved arv eller virksomhedssalg)? 
  • Fordelingsmål ved negative værdier. Hvordan opgøres formueforskellene og -ulighed, når en betydelig del af befolkning normalvis har negative formuer? 
  • Hvordan opgøres den del af de økonomiske forskelle, der er udtryk for ulighed? Hvad er fordele og ulemper ved forskellige statistiske spredningsmål?

Listen er ikke udtømmende, og vi tager gerne en uforpligtende dialog om dine idéer og forslag til emner. Ved specialer med fokus på registerdata er det en fordel, at du tidligere har stiftet bekendtskab med registeranalyser tidligere.

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • Er kandidatstuderende inden for økonomi eller lignende.
  • Har interesse for samfundsøkonomiske problemstillinger og gerne erfaring med kvantitative metoder og dataarbejde.
  • Er nysgerrig og motiveret for at omsætte din viden til praksisnære analyser.
  • Har lyst til at samarbejde med os og bidrage til ny viden i ministeriet.
Udbyder

Økonomiministeriet

Jobtype

Specialeplads

Ansøgningsfrist

30. januar 2026

Ansøgning

Som specialeskriver tilknyttes du en kontaktperson, der fungerer som faglig sparringspartner undervejs. Specialet kan skrives alene eller i grupper og er ulønnet. Vi indkalder ansøgere løbende og tilbyder tilsvarende også løbende specialepladser. Er du interesseret, kan du sende et kort oplæg om din specialeidé (1-2 sider), dit CV og karakterudskrift via knappen ”Søg stillingen” senest fredag d. 30. januar 2026. Har du spørgsmål eller ønsker du at drøfte mulige emner, er du meget velkommen til at kontakte os: Chefkonsulent (og tidligere specialestudent i Økonomiministeriet) Morten Emil Lykke Andersen, me-la@oem.dk, tlf. 2096 6462. Du kan læse mere om de enkelte kontorer her: https://oem.dk/ministeriet/kontorer/ Vi glæder os til at høre fra dig!