Akademiker med interesse for god tilskudsforvaltning og økonomistyring

Har du lyst til at arbejde med tilskudsforvaltning og økonomistyring på et højt fagligt niveau tæt på de strategiske beslutninger i en central styrelse? Vil du bidrage til, at tilskudsmidler kommer ud at leve i kommunerne og hos private aktører til gavn for borgerne? Så kan vi tilbyde en stilling, hvor du vil få ansvar, mulighed for at udvikle dig samt bidrage med dine kompetencer og gode idéer.

Effektiv tilskudsforvaltning og økonomistyring i et stærkt teamsamarbejde

Vi søger lige nu en kollega til vores tilskudsteam. Hovedfokus vil være på rådgivning om god tilskudsforvaltning samt sikring af effektiv økonomistyring af styrelsens tilskudsbevillinger. Du kommer til at arbejde i et spændingsfelt mellem forvaltningsret, finanslov, implementering og beskæftigelsesfaglig viden.

Du vil blive ansvarlig for udmøntning af et antal af styrelsens tilskudsbevillinger i et tæt samarbejde med interne og eksterne interessenter, herunder kommuner, private aktører m.v. Du vil desuden få en central rolle i økonomistyringen på tilskudsområdet. Jobbet rummer gode muligheder for at bringe egne kompetencer og viden i spil samt at udvikle nye kompetencer indenfor bl.a. projektledelse, tværgående samarbejde og interessenthåndtering samt økonomistyring.

Du vil konkret komme til at arbejde med følgende opgaver:

  • rådgivning og sparring med kolleger om god tilskudsforvaltning og tilskudsøkonomi
  • fagligt ansvar for egne tilskudsbevillinger, herunder sikring af et entydigt forvaltningsgrundlag
  • samarbejde med faglige enheder i STAR, departementet og eksterne interessenter om udmøntning af puljer
  • dialog med tilskudsmodtagere om fx projektændringer og faglig afrapportering
  • medvirke til finanslovsarbejde, styrelsens årlige grundbudget og de løbende udgiftsopfølgninger for styrelsens tilskudsbevillinger

Stillingen er placeret i kontorets tilskudsteam, hvor vi er 8 medarbejdere, men vi lægger vægt på et godt tværgående samarbejde, og du vil derfor også komme til at arbejde sammen med kolleger i resten af kontoret, på tværs af styrelsen og Beskæftigelsesministeriets departement.

Bliv del af et stærkt fagligt og socialt fællesskab

Du bliver en del af kontoret Økonomi og Opfølgning, et fagligt stærkt kontor med 30 kollegaer, hvor vi arbejder tæt sammen på tværs og har en uformel tone. Vi hjælper hinanden i hverdagen og lægger vægt på, at der både er plads til faglig sparring og et godt kollegialt fællesskab.

Kontoret har ansvar for tilskuds- og økonomistyring samt opfølgning på beskæftigelsesindsatsen. Vi forvalter et budget på ca. 1 mia. kr., sikrer budget, opfølgning og regnskab og bidrager med overblik og analyser, der understøtter ledelsens beslutninger.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du har en videregående samfundsvidenskabelig uddannelse som f.eks. cand.oecon., cand.polit. eller cand.scient.pol.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • er holdspiller og dygtig koordinator, der skaber resultater sammen med andre
  • er god til at planlægge, overholde deadlines og håndtere komplekse opgaver uden at miste overblikket
  • har en sikker pen og sans for skriftlig formidling
  • har solide analytiske evner og sans for tal
  • er omhyggelig og kvalitetsbevidst i løsning af dine opgaver
  • har godt humør og som en naturlig ting engagerer dig i dine kolleger og det sociale liv på din arbejdsplads

Det er en fordel, hvis du har kendskab til tilskudsforvaltning samt statslige økonomi- og regnskabsregler, herunder kendskab til det statslige budgetsystem og budgetloven, men det er ikke et krav. Vi sørger selvfølgelig for faglig sparring og god oplæring. Der vil være gode muligheder for at udvikle dig i stillingen og sætte dit præg på opgaveløsningen.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling med opstart 1. oktober 2026 eller snarest muligt. Du bliver ansat som fuldmægtig eller konsulent afhængig af din erfaring og kompetencer efter overenskomsten for akademikere i staten.

Dit daglige arbejdssted vil være Vermundsgade 38, 2100 København Ø.

Styrelsen ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Udbyder

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

19. august 2026

Ansøgning

Send dit motiverede CV og eksamenspapirer elektronisk via linket senest onsdag den 19. august 2026. Bemærk: ansøgningsprocessen er forenklet, så du skal KUN sende et motiveret CV. Beskriv indledningsvis i CV'et kort din motivation for at søge stillingen, og hvordan dine kompetencer matcher opgaverne. Du skal ikke sende en motiveret ansøgning. Der forventes afholdt samtaler i uge 35. Spørgsmål til stillingen: teamchef Line Søndervang Christensen på tlf. 72 21 78 10. Spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår: specialkonsulent Maiken Bastholm, Beskæftigelsesministeriets HR, tlf. 21 47 07 42.