Student søges til analyser og overvågning af beskæftigelsesområdet

Er du analytisk og fagligt stærk indenfor kvantitative metoder? Og har du lyst til at arbejde med data, analyser samt overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet? Så har vi  en spændende studenterstilling i Center for Viden og Analyse.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Udvikling af analyser og udbredelse af viden om beskæftigelsesindsatsen
Center for Viden og Analyse har ansvaret for at lave økonomiske beregninger og analyser i forbindelse med politikforslag på beskæftigelsesområdet. Endvidere har centeret ansvaret for opfølgningen på beskæftigelsesindsatsen samt for at opsamle og præsentere den tilgængelige viden om effekterne af de forskellige dele af beskæftigelsesindsatsen.

Der er omkring 50 medarbejdere i centeret, og du vil indgå i en studenterenhed på 9 studenter.

Studenterstillingen bliver primært tilknyttet vores Overvågningsteam, der løbende følger den aktuelle udvikling på arbejdsmarkedet, bl.a. ved at indsamle, analysere og formidle information om jobmuligheder og virksomhedernes rekrutteringsudfordringer.

Din rolle vil bl.a. bestå i at udvikle og vedligeholde metoder og redskaber til overvågning af arbejdsmarkedet samt analysere og videreformidle information om arbejdsmarkedsudviklingen til minister og Folketing, de regionale arbejdsmarkedsråd og jobcentre. Det indebærer SAS-programmering med henblik på analyser baseret på registerdata, grafisk formidling af data i Power BI og Excel samt skriveopgaver. Flere opgaver kræver SQL og SAS-programmering. Hvis du har erfaring i andre programmeringssprog som Python eller R, er det også en fordel.

Eksempler på konkrete redskaber og analyser, som bliver udarbejdet i Overvågningsteamet i samarbejde med vores studenter:

  • Arbejdsmarkedsbalancen som ved brug af surveys viser jobmulighederne fordelt på ca. 900 stillingsbetegnelser for hvert RAR-område.
  • Diverse analyser af udviklingen på arbejdsmarkedet i bred forstand. Især med fokus på kompetencer, stillingsbetegnelser og arbejdsfunktioner.
  • Power BI rapport til overvågning af efterspørgslen på kompetencer.
  • Udvikling af nye værktøjer til brug i arbejdsmarkedsovervågningen baseret på fx machine learning, text mining, forecast-modeller eller lignende.

I stillingen kommer du til at arbejde sammen med centerets øvrige studenter og ansatte, og får derfor mulighed for at beskæftige dig med mange forskellige data- og analyseopgaver inden for beskæftigelsespolitik.

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er stud.polit., stud.oecon., stud.scient.pol. med en kvantitativ profil eller lignende,
  • har erfaring med eller lyst til at lære at programmere i fx SAS, Python eller R,
  • arbejder struktureret, grundigt og analytisk,
  • er god til at formidle komplekst indhold på en letforståelig måde til forskellige målgrupper.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 om ugen. Vi vil gerne have, at du starter den hurtigst muligt, men senest medio august 2021.

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Michelle Lillelund Kærgaard, ansvarlig for studenterenheden på tlf. nr. 72 21 77 51 eller e-mail milk@star.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 22. juni.

Vi forventer at afholde samtaler i slutningen af uge 25

Udbyder

Beskæftigelsesministeriet

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

22. juni 2021

Ansøgning

Klik på link for at ansøge