Student til analyse og politik
Vil du være med til at analysere og udvikle det danske arbejdsmarked, og har du lyst til at arbejde i en politisk organisation, hvor du får rig mulighed for at bruge dine evner og at lære nyt? Så er stillingen i Dansk Arbejdsgiverforening måske noget for dig.
Hvad skal du arbejde med?
Du bliver en del af området for Beskæftigelse og Arbejdskraft, som beskæftiger sig med interessevaretagelse, analyser og politikformulering inden for det arbejdsmarkedspolitiske område. Du kommer til at udarbejde analyser inden for en række aktuelle politiske dagsordener såsom mangel på medarbejdere, beskæftigelsesindsatsen i kommunerne og rekruttering af internationale medarbejdere. Dermed spiller dit arbejde direkte ind i den offentlige debat og DA’s politiske interessevaretagelse. Vi forventer, at du føler ansvar for dit arbejde – kvaliteten og troværdigheden af vores analyser er afgørende.
Vi tilrettelægger arbejdsopgaverne efter aktualitet og det, der bliver efterspurgt, hvorfor du kan forvente en omskiftelighed i arbejdsopgaverne. Du kommer til at arbejde med datakilder såsom Danmarks Statistik, jobindsats.dk, Eurostat og OECD. Du vil også få mulighed for selv at skrive kortere analyser og bidrage til præsentationer og politikoplæg, og vi lægger vægt på, at du også kan formidle dit analysearbejde.
Vi forestiller os, at du:
- er i gang med en relevant videregående uddannelse, f.eks. stud.polit., stud.oecon., stud.scient.pol. eller lignende og har afsluttet/står over for at afslutte dit 2. studieår.
- har stærke analytiske evner og er lidt af en talhaj – fortrolighed med SAS vil være en fordel, men ikke et krav.
- har flair for formidling af dine resultater.
- har lyst til at tage initiativ, er kreativ og synes det er sjovt at finde på nye idéer og vinkler.
- interesserer dig for samfundsforhold med fokus på arbejdsmarkedsområdet.
- er god til at samarbejde og har et godt humør.
Om os:
Vi er syv kolleger, herunder en student, der arbejder for at bidrage til at forbedre det danske arbejdsmarked, så virksomhederne kan få de medarbejdere, de har brug for, og flest mulige er i beskæftigelse i Danmark.
Vi tilbyder et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor du får mulighed for at udvikle dig. Området arbejder tæt sammen med DA’s øvrige enheder, ligesom studentermedhjælpere i DA også har et tæt samarbejde. Vi har et godt arbejdsmiljø og en uformel omgangstone i organisationen.
Mere om stillingen:
Den ugentlige arbejdstid vil i gennemsnit være ca. 20 timer. Der vil være mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, f.eks. i eksamensperioder, ligesom der også kan være ekstraarbejde i perioder. Lønnen fastsættes efter dine kvalifikationer.
Vi vil gerne have, at du kan tiltræde jobbet hurtigst muligt.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Maria Bille Høeg på 2920 0418 eller på mbi@da.dk.
Er du interesseret?
Så send din ansøgning vedlagt cv og andre relevante bilag via linket ’Søg stillingen’ senest onsdag den 26. januar 2022.
Udbyder
Dansk Arbejdsgiverforening
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
26. januar 2022
Ansøgning
Via link