Student til Finansministeriets arbejde med grønne regnemodeller

Interesserer du dig for miljø- og klimaområdet? Har du lyst til at arbejde med generelle ligevægtsmodeller samt at komme tæt på den politiske dagsorden med fokus på at understøtte en sund økonomisk politik på det grønne område? Så kunne et job som student i Finansministeriets Center for Klima, Grøn økonomi og EU (KGE) til arbejdet med grønne regnemodeller være noget for dig.

Om stillingen

Vi søger en student til Finansministeriets Center for Klima, Grøn økonomi og EU, som primært skal bidrage til kontorets arbejde med at udvikle og implementere en ny, grøn, makroøkonomisk generel ligevægtsmodel (GrønREFORM). Du vil komme helt tæt på modeludviklingen og bidrage til at arbejdet med at afprøve og forbedre modellen, herunder udføre analyser med modellen og bidrage til udviklingen af modellens brugervenlighed. Derudover vil der være en række ad-hoc opgaver. Arbejdsopgaverne spænder bredt, og du vil derfor både skulle:

  • bidrage til udviklingen af GrønREFORM, herunder anvende modellen til test og analyser 
  • bidrage med research ifm. modeludviklingen, fx om elasticiteter, lækagerater eller markedsforhold i landbruget 
  • hjælpe til med en bred vifte af kontorets løbende opgaver.

Som student i Center for Klima, Grøn økonomi og EU vil du få indsigt i Finansministeriets arbejde, herunder især arbejdet med en ny regnemodel, den politiske beslutningsproces og opnå overblik over nogle af de centrale problemstillinger særligt på miljø-, fødevare-, energi- og klimaområdet. Du vil få rig mulighed til at bringe din faglighed i spil. 

Kontoret består af 4 studenter, 22 AC’ere, to souschefer og to kontorchefer. 

Om dig 

Vi har tradition for i vidt omfang at inddrage vores studenter i arbejdet og give dem ansvar for egne opgaver. Vi forventer derfor, at du:

  • har en stærk økonom-faglig profil og fx er på vej til at blive cand.polit, cand.oecon eller lignende 
  • har interesse for generelle ligevægtsmodeller samt kodning i GAMS
  • har en skarp analytisk sans og er arbejdsom, grundig og initiativrig
  • har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner 
  • har gode samarbejdsevner og tager selvstændigt ansvar for dine opgaver 
  • bidrager til den gode stemning i kontoret.

Det er en fordel, hvis du er sidst på din bachelor eller først på kandidaten i din uddannelse. Det er også en fordel, hvis du har fulgt eller planlægger at følge faget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller på Københavns Universitet (eller lignende fag). Kendskab til Excel, CGE-modeller og GAMS vil være et stort plus. 

Ansættelsesvilkår 

Løn- og ansættelsesvilkår følger fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område og organisationsaftalen for Kontorfunktionærer, Laboranter og IT-medarbejdere (HK) i staten.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode

Vi udviser fleksibilitet i forbindelse med dine ferier og eksamensperioder, men vi forventer samtidig, at du er fleksibel i perioder med stor arbejdsbelastning. Generelt tilstræber vi en arbejdstid på ca. 15 timer i gennemsnit pr. uge.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Sebastian Eske Hansen på tlf. 2543 9863 eller på e-mail seesh@fm.dk. 

Tiltrædelse vil være medio august eller hurtigst muligt herefter. 

Udbyder

Finansministeriets departement

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

26. maj 2023

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest fredag den 26. maj 2023. Vi forventer at holde samtaler i uge 22. Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.