Student til Økonomisk Politisk Center i KL

Interesserer du dig for det politiske samspil mellem kommunerne og regeringen, udvikling af det tværkommunale samarbejde samt økonomiske og administrationspolitiske analyser af den offentlige sektor? Har du appetit på et spændende studiejob med både store og små opgaver? Så er du måske vores nye student!

Hvad er Økonomisk Politisk Center (ØPC)?
ØPC varetager en bred vifte af økonomiske og politiske koordineringsopgaver for og mellem de 98 kommuner. En af kontorets centrale opgaver er budgetsamarbejdet med regeringen. Det indebærer bl.a. årlige forhandlinger om kommunernes økonomi mellem KL og regeringen samt en løbende overvågning af kommunernes budgetter og regnskaber. Vi understøtter ligeledes de fem regionale Kommunekontaktråd (KKR), som er KL’s politiske samarbejdsfora mellem kommunerne i hver region. Desuden arbejder vi med at udvikle data- og ledelsesinformationssystemer, der understøtter kommunernes styring og ledelse.

Vi søger en student, som kan indgå i vores tværgående studenterteam på ca. seks studenter i ØPC.

Hvorfor skal du søge?
Som student får du indblik i samspillet mellem centrale og decentrale politiske, økonomiske og administrative problemstillinger og dermed mellem de politiske dagsordner nationalt og lokalt. Vi tilstræber, at du får mulighed for at få din faglige viden fra studiet til at spille sammen med studenterjobbet gennem dine opgaver ,og din deltagelse i centerets aktiviteter. Derudover får du mulighed for at udbygge dit faglige netværk, både internt blandt studenterne i ØPC og eksternt gennem KL's studenternetværk.

Du vil være en del af interessevaretagelsen i en af Danmarks mest centralt placerede interesseorganisationer. I centret er der tre chefer og ca. 35 konsulenter, som studenterteamet understøtter. Som student får du rig mulighed for at få indblik i og arbejde med mange forskellige fagområder lige fra skole-, beskæftigelse- til sundheds- og klimaområdet.

Dine opgaver:
Du vil indgå i tæt samarbejde med kontorets konsulenter og studenter, og kan bl.a. indgå i følgende opgaver:

  • Samle og udsende mødemateriale til større politiske og administrative møder
  • Holde snor i en lang række sager gennem dialog med konsulenterne og administration af en database
  • Deltage i og forberede flere større konferencer og workshops for kommuner og samarbejdspartnere
  • Udarbejde web-baserede spørgeskemaundersøgelser og analysere resultaterne fra disse
  • Administrativ understøttelse, sagsbehandling og dataanalyse i en lang række af centerets forskellige projekter
  • Udarbejde nøgletal til brug for analyser og informationsmateriale
  • Diverse formidlings- og kommunikationsopgaver.

Vi forventer, at du:

  • Har bestået 1. årsprøven samt har mindst to år tilbage af en samfundsfaglig universitetsuddannelse eller fx administrationsbacheloruddannelsen
  • Har interesse for udfordringer i og udvikling af den offentlige sektor - særligt med fokus på den økonomiske og administrationspolitiske dagsorden i kommunerne
  • Kan arbejde struktureret og systematisk, men også selvstændigt, initiativrigt og fleksibelt
  • Har gode samarbejdsevner, er grundig og tager ansvar for eget arbejde
  • Har solidt kendskab til Office-pakken, herunder godt kendskab til Excel

Løn- og ansættelsesforhold

Stillingen ønskes besat snarest muligt. Du får løn efter overenskomst mellem KL og din faglige organisation. Arbejdstiden er som udgangspunkt 15 timer om ugen i gennemsnit. Der er god mulighed for at koordinere internt i studentergruppen, hvorfor arbejdstiderne er fleksible og i vidt omfang vil kunne tage hensyn til eksamenslæsning, ligesom du vil kunne forvente spidsbelastningsperioder.

Udbyder

KL

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

5. september 2021

Ansøgning

Send din ansøgning (max. 1 side), CV og karakterudskrifter senest d. 5. september 2021. Vi forventer at afholde samtaler i uge 37. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkomment til at kontakte student Tobias Thykjær (TCTH@kl.dk, 3370 3507) eller chefkonsulent Mette Rosenbeck (MTR@kl.dk, 3370 3795). KL opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.