Studenter til datamanagement og programmering på forskningsdata

Har du flair for at arbejde med data, og kunne du tænke dig at være en del af det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs (NFA) kvantitative analysemiljø, hvor vi arbejder med en bred vifte af survey, registerdata og målinger fra apps og sensorer? Så har du mulighed for et spændende studenterjob i krydsfeltet mellem forskning og datamanagement.

Vær med til at styrke datahåndtering inden for arbejdsmiljøforskning 

Vær med til at forberede og behandle data til forskning i arbejdsmiljø til fordel for danskernes sundhed og velvære på arbejdet. 

Som studentermedhjælper i NFA’s data- & analysekontor vil du få mulighed for at udbygge dine kompetencer indenfor datahåndtering og programmering. Du vil komme helt tæt på forskningsprojekter indenfor både psykologi, kemi og ergonomi samt arbejdsmiljøøkonomi. 

I de fleste af vores projekter indsamler vi kvantitative data, fx gennem spørgeskemaer, sensorer eller målinger, og vi arbejder ofte med en kombination af vores egne data og registerdata om fx arbejdsmarkedstilknytning og sundhed. Som student skal du hjælpe vores analytikere og datamanagers med datahåndtering, dokumentation, programmering og dataanalyse på tværs af projekterne i huset og i samarbejdet med bl.a. Danmarks Statistik, Rigsarkivet og eksterne dataleverandører.

Bliv en del af et stærkt og lærerigt kollegafællesskab 

I Analyse & Data har vi to hovedfunktioner: vi har ansvaret for at udvikle og passe NFA’s datainfrastruktur hvor vi bl.a. hjælper forskerne med programmering, data management og statistisk analyse og vi huser NFA’s forskning i arbejdsmiljøøkonomi.

Vi er et team af ca. 15 økonomer, ingeniører, folkesundhedsvidenskabere og data scientists. Vi er en blanding af nyuddannede og erfarne medarbejdere og vi lægger vægt på at have et uformelt og lærerigt miljø. Der er også gode muligheder for, at vores studenter kan bruge vores forskningsdata til relevante opgaver på studiet.

Lidt om dig som den oplagte ansøger

Vi søger studenter, som skal hjælpe os med programmering og datamanagement. 

Din faglige baggrund kan fx være inden for data science, IT, økonomi eller folkesundhedsvidenskab. Din præcise uddannelsesretning er ikke så vigtig for os, som at du interesserer dig for arbejdet med data og har erfaring med programmering.

Du skal gerne have erfaring med - eller lyst til hurtigt at lære - et eller flere af de mest udbredte værktøjer til datahåndtering, såsom Excel, SAS, SQL, Python eller R. 

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en studenterstilling på gennemsnitligt 15 timer om ugen. Vi tager højde for, at du skal passe dit studie – i eksamensperioder, hvor studiet kræver mere af din tid, er der mulighed for fleksibilitet.

Vi vil gerne have, at du starter den 1. december 2023 eller snarest muligt derefter.

Du bliver ansat som student efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK) i statens tjeneste. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt og er aktivt studerende. 

Dit daglige arbejdssted er Lersø Parkalle 105, 2100 København Ø

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte analytiker Viktor Tang Børsmose på tlf. 3031 1868 eller Sebastian Sode Hørlück på tlf. 3031 7635.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen. 

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest fredag den 1. november 2023 kl 12.

Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Udbyder

Beskæftigelsesministeriet

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

1. november 2023