Studentermedhjælper med flair for analyse

Vi søger en dygtig og ambitiøs studentermedhjælper med interesse for arbejdsmarkedspolitik og dataarbejde til vores analyseafdeling i F&P.

Som studentermedarbejder i F&P kommer du til at indgå i et dynamisk og projektorienteret miljø, hvor vi gennemfører økonomiske analyser og beregninger på baggrund af registerdata og data indberettet til F&P. Derudover vil du komme tæt på processen omkring beregninger til overenskomstforhandlinger.

Inden for de seneste år har vi blandt andet arbejdet med disse analyser og beregninger:

  • Policy-analyser af de politiske reformer på pensionsområdet, som har betydning for beslutningen om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og for den finanspolitiske holdbarhed
  • Analyse af vandskader som følge af skybrud
  • Kønsopdelt lønstatistik til medlemsvirksomheder
  • Konsekvensberegninger til overenskomstforhandlinger.

Hvis du synes, at det lyder spændende og du kunne tænke dig at være med til at lave beregninger til arbejdsmarkedspolitik og overenskomster, så er jobbet hos os i Analyseafdelingen lige noget for dig. 

Dine vigtigste opgaver bliver

  • programmering og databearbejdning SQL og STATA m.m.
  • validering af data og produktion af analyser med anvendelse af statistik og økonometri
  • udarbejdelse af figurer, tabeller og tekst til analyserapporter og nyheder til F&P’s hjemmeside og medlemsvirksomheder 
  • indsamling af data og andet materiale fra medlemmerne om udvikling på områder med høj politisk bevågenhed 
  • bidrage løbende til udarbejdelse og udvikling af statistikker til F&P’s hjemmeside samt behandling af data fra diverse forbrugerværktøjer i F&P regi. 

Vi forestiller os, at du

  • er stud.polit, stud.oecon eller lign. og har opnået gode resultater
  • har lyst til at arbejde med arbejdsmarkedspolitik og overenskomster 
  • interesserer dig for anvendt økonometri og analyse af store datamængder
  • gerne vil udvikle solide kompetencer i at programmere og kode i blandt andet SQL og STATA
  • arbejder struktureret og har blik for detaljerne
  • har gode samarbejdsevner og evner at arbejde selvstændigt.

Vi tilbyder udover en god kantine og søde kollegaer

  • en ugentlig arbejdstid på gennemsnitlig 15 timer pr. uge med fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, så der er plads til eksamensperioder og øvrige studieaktiviteter
  • et udfordrende og studierelevant job i et team med i alt fire økonomistuderende, hvor arbejdsopgaverne sammensættes alt efter kompetencer, og tilpasses i takt med din faglige udvikling 
  • et studiejob, hvor du kan se, dit arbejde bliver brugt og omtales i nyhedsbilledet
  • rig mulighed for at udfolde dine kompetencer fra studiet i praksis 
  • mulighed for at skrive din bacheloropgave eller dit speciale herinde
  • en uformel omgangstone, hvor der er plads til både faglig og personlig udvikling
  • en afdeling med et godt sammenhold, hvor der er fokus på samarbejde i opgaveløsningen, og hvor vi sørger for at skabe gode rammer for socialt samvær uden for arbejdstiden.

Om os

I F&P – brancheforening for forsikring og pension, arbejder vi hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne. Det gør vi ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer og ved at arbejde for, at vi nu og i fremtiden har en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor. Det er vigtigt for vores velfærdssamfund. 

Hos F&P kommer du til at arbejde sammen med 160 kollegaer i Tuborg Havn. Vi værner om den høje faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage forsikrings- og pensionsbranchens interesser.

Vi lægger vægt på et godt samarbejde, og at vi har det godt sammen. Derfor arbejder vi løbende på, at F&P er en god og sund arbejdsplads, hvor vi trives. Det betyder også, at vi har fokus på kompetenceudvikling og dine muligheder for at præge, hvordan dine arbejdsopgaver skal udvikle og udfolde sig.

Læs mere om F&P som arbejdsplads på www.fogp.dk, og se rapporter og statistikker udarbejdet af Analyseafdelingen i F&P her: www.fogp.dk/tal-og-analyser

Sådan ansøger du

Hvis stillingen er noget for dig, så send din ansøgning med eksamenspapirer og relevante bilag hurtigst muligt og senest den 1. september 2024. Vi indkalder kandidater til samtale løbende. Som udgangspunkt ønsker vi stillingen besat hurtigst muligt. 

Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte seniorøkonom Karen Winnie Larsen på tlf. 4191 9124 eller kwl@fogp.dk.

Vi opfordrer alle interesserede kandidater til at søge uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold. For at minimere bias i rekrutteringsprocessen, opfordres du til ikke at vedhæfte foto samt at udelade personlige oplysninger om alder, køn m.v. i din ansøgning og CV.

Udbyder

F&P

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

1. september 2024

Ansøgning

Via Link