Studentermedhjælper med passion og flair for investeringer søges
Er du fascineret af de finansielle markeder, tror du på grundig gammeldags fundamentalanalyse og brænder du for at arbejde med langsigtede investeringer i små og mellemstore børsnoterede selskaber? Så har du muligheden for at forfølge din passion for investering og udvikle dine kompetencer som studentermedhjælper hos MediumInvest.
Jobbet
MediumInvest er et dansk investeringsselskab specialiseret i langsigtede investeringer baseret på grundig fundamentalanalyse i små og mellemstore børsnoterede selskaber i Danmark, Norge og Sverige. Formuen under forvaltning er på 500 mio. kr. fordelt på knap 200 investorer med et tilsvarende antal potentielle investorer der står på venteliste og afventer muligheden for at investere i MediumInvest.
MediumInvest drives af Philip Woloszynski Tadayoni med base i København og Thomas Tang med base i Ry. Du kommer til at arbejde på det kontor der passer dig bedst og du bliver en del af et lille tætknyttet team med mulighed for at prøve kræfter med alle typer af opgaver relateret til investeringer fra den indledende søgning efter interessante investeringsmuligheder, til den dybdegående fundamentale analyse af de mest lovende selskaber og til sammensætningen af den optimale portefølje der balancerer afkastpotentialet med risikoen. Du vil også komme til at arbejde med forskellige administrative opgaver der sikrer et højt complianceniveau samt diverse ad-hoc opgaver.
Den oplagte kandidat
- Har en stor interesse for investeringer og de finansielle markeder
- Kan arbejde selvstændigt og er klar på en stejl læringskurve
- Er villig til at indgå i og bidrage til udfordrende faglige diskussioner
Vi ønsker en øget diversitet (køn, religion, etnicitet, baggrund, mm.) i investeringsverdenen og opfordrer alle der synes jobbet lyder interessant til at søge, også selvom du måske ikke føler, at du passer ind i den stereotypiske opfattelse af investeringsverdenen.
Udbyder
MediumInvest
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
20. september 2021
Ansøgning
Hvis du ønsker at søge jobbet, skal du senest den 20. september sende en analyse af hvad du anser som den bedste finansielle investering i øjeblikket. Analysen må maksimalt fylde to A4-sider. Analysen skal sendes på e-mail til Philip på pwt@mediuminvest.dk Vi lægger særligt vægt på hvorfor du finder den givne investering attraktiv. Efter fristens udløb afholdes der samtaler med de ansøgere, som har lavet de mest overbevisende analyser, hvor vi ser frem til at lære mere om dig.