STUDENTERMEDHJÆLPER TIL ANALYSEAFDELING
Vil du arbejde med samfundsanalyser i en af landets stærkeste erhvervsorganisationer? Landbrug & Fødevarer søger en økonomistuderende til vores afdeling for samfunds- og erhvervsøkonomisk analyse.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af det samfunds- og erhvervsøkonomiske analyseteam. Din hovedopgave bliver at belyse fødevareklyngens betydning for samfundet i et nationaløkonomisk perspektiv. Du kommer til at arbejde med - og sætte dit præg på - store samfundsøkonomiske problemstillinger, der har stor bevågenhed i politik, medier og samfundsdebatten.
Du kommer til at indgå i et team af seks højtkvalificerede økonomer, hvor fagligheden er høj og mulighederne for personlig udvikling store. Vi sidder i et åbent kontor og lægger stor vægt på at inddrage studenterne i alle dele af opgaveløsningen, i de daglige diskussioner samt de sociale aktiviteter i afdelingen.
Om jobbet
Du kommer til at bidrage til fagøkonomiske analyser, herunder dataindsamling, litteraturgennemgang, modelarbejde, programmering og analyse af samfundsøkonomiske data samt formidling af resultaterne i publikationer og præsentationer. Opgaverne vil omfatte databehandling i fx Excel, SAS, Stata, Python eller R. Du får erfaring med anvendelse af økonomisk teori og statistik i praksis samt indblik i arbejdet i en af Danmarks største erhvervsorganisationer.
Hvad forventer vi af dig?
Vi søger en økonomistuderende (stud.polit., stud.oecon., stud.oecon.agro eller lignende), der brænder for faget. Du er godt i gang med bacheloruddannelsen eller i starten af din kandidatuddannelse. Du har en stærk faglig profil og brænder for at bringe din faglige viden fra studiet i spil. Du er grundig og ambitiøs og tager ansvar for dine arbejdsopgaver. Som person er du god til at samarbejde, imødekommende og positiv. Du arbejder struktureret og har fokus på høj kvalitet og faglighed i opgaveløsningen.
Ansøgning og ansættelse
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte cheføkonom Martin Kristian Brauer på tlf. 28181041/mail mkbr@lf.dk.
Du bliver ansat som studentermedhjælper, hvor arbejdstiden er normeret til 15 timer pr. uge med mulighed for fleksibilitet i forhold til din undervisning, eksamensperioder mv.
Tiltrædelse
Hurtigst muligt.
Det danske fødevareerhverv har en vision om at være klimaneutralt i 2050. Sammen med vores medlemmer fra landbruget, fødevare- og agroindustrien, vil vi vise, at der findes en økonomisk bæredygtig vej til en klimaneutral fødevareproduktion. Som repræsentant for hele fødevareklyngen, der understøtter 189.000 arbejdspladser og en årlig eksport på 170 milliarder kroner, repræsenterer vi en værdikæde med tyngde og vilje til at finde løsninger på verdens klimaudfordringer i tæt samspil med resten af Danmark.
Udbyder
Landbrug & Fødevarer
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
31. august 2022
Ansøgning
Send din ansøgning, eksamensbevis og cv via "Ansøg" herunder senest torsdag den 25. august 2022.