Studentermedhjælper til Styrelsen for Forsyningssikkerhed
Vil du arbejde i en styrelse, der sætter rammerne for det fremtidige arbejde med forsyningssikkerhed i Danmark? Brænder du for at arbejde med data og visualisering? Så er det dig, vi søger!
Vi søger en studentermedhjælper med stærke analytiske kompetencer, som skal bidrage til at udarbejde let tilgængelige dataoverblik til at understøttelse håndteringen af den nuværende situation om COVID-19 og forberede samfundet på fremtidige forsyningskriser.
Om stillingen
Vi tilbyder et studierelevant job med forskelligartede opgaver, som giver mulighed for at komme tæt på styrelsens forskelige arbejdsområder. Du vil hovedsageligt skulle bidrage til at udarbejde forskelligartede kvantitative dataopgørelser og ledelsesinformation i samarbejde med styrelsens analytikere og øvrige medarbejdere.
Konkret vil du f.eks. skulle varetage følgende arbejdsopgaver:
- Udarbejde dashboards, hvor resultater præsenteres på en lettilgængelig måde.
- Bidrage til at indhente og kvalitetssikre data fra forskellige datakilder.
- Bidrage til udarbejdelsen af opgørelser og databaserede overblik til brug for eksterne interessenter, herunder politiske beslutningstagere.
- Løbende være i dialog med kollegaer i styrelsen for bedst muligt at kunne levere relevant dataunderstøttelse af deres arbejde.
Om dig
Vi søger en engageret studentermedhjælper, der kan løse problemer fleksibelt, selvstændigt og nytænkende i samarbejde med styrelsens øvrige medarbejdere. Vi forventer, at du er studerende på en relevant videregående uddannelse såsom cand.scient.soc, cand.scient.pol., cand.polit cand.merc, hvor du har erfaring med at arbejde med kvantitative data. Vi lægger derudover vægt på, at du er analytisk skarp, leverer produkter af høj kvalitet og er grundig i dit arbejde med data. Du skal endvidere have flair for visualisering og være god til at formidle resultater på en lettilgængelig måde. Og så ser vi gerne, at du er nysgerrig og byder ind med dine ideer til opgaveløsningen.
Du er rutineret bruger af Excel, og det er en fordel, hvis du har kendskab til eller interesse for at lære R, Stata eller andet statistikprogram samt Power BI el.lign.
Du skal kunne trives i et arbejdsmiljø, hvor det ofte går stærkt, og du skal være fleksibel, når det er nødvendigt.
Om styrelsen
Styrelsen for Forsyningssikkerhed blev oprettet i august 2020 og består i dag af ca. 45 engagerede medarbejdere med mange forskellige fagligheder. Vi har et godt humør og imødekommende kultur, hvor vi løfter i flok og lægger vægt på, at trivsel og høj performance går hånd i hånd. Styrelsen har siden etableringen haft fokus på håndteringen af den aktuelle situation vedr. COVID-19 ift. opbygning og styring af lagre for værnemidler, forbrugsstoffer og andet kritisk udstyr. Samtidig understøtter Styrelsen for Forsyningssikkerhed sundhedsmyndighedernes testindsats i forhold til COVID-19.
Styrelsen skal på længere sigt understøtte samfundets beredskab i forbindelse med kriser, hvor der kan forudses knaphed på særligt kritiske ressourcer. Styrelsen er i øjeblikket ved at lægge sporene til dette arbejde. Der vil i løbet af 2022 blive udarbejdet en National Strategi for Forsyningssikkerhed, som skal udgøre en samlet ramme for arbejdet med forsyningssikkerhed.
Løn og ansættelsesvilkår
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid vil udgøre 15-20 timer om ugen. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst. Arbejdsstedet vil være styrelsens helt nye lokaler i Birkerød.
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Udbyder
Styrelsen for Forsyningssikkerhed
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
28. februar 2022
Ansøgning
Stillingen søges elektronisk på www.sfos.dk under Karriere. Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 28. februar 2022 kl. 12. Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter og eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere. Yderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til kontorchef Tanja Tambour Jørgensen på telefon 2497 2482. Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.