Studentermedhjælper til Sundhedsøkonomi og Analyse i Sundhedsministeriet
Vil du være med til at skabe endnu bedre velfærd på sundhedsområdet? Har du lyst til at udfordre og udvikle din analytiske faglighed i en hverdag tæt på den politiske dagsorden? Så er du måske vores nye student.
I Sundhedsministeriet arbejder vi hver dag for at befolkningen kan opleve flere sunde leveår, og at sygdom ikke bliver en barriere for det liv, man gerne vil leve. Det gør vi bl.a. ved at arbejde med kvalitet i forebyggelse og behandling, at sikre lige adgang til sundhedsydelser og ved at sikre, at vi har et sundhedsvæsen, der er robust over for fremtidige scenarier og udfordringer.
Om Kontor for Sundhedsøkonomi og Analyse
Vi har ansvaret for større analyser, beslutningsgrundlag, udvalgsarbejder og koordination af større økonomiske forhandlinger, der bidrager til en bedre incitamentsstruktur, styring og ressourceanvendelse på sundhedsområdet.
Din hverdag hos os
Vi er på udkig efter en analytisk og talstærk student til arbejdet med sundhedsøkonomiske analyser.
Du skal primært bistå med at analysere data på sundhedsområdet. Dette indebærer fx behandling og analyse af data i Excel, SAS eller STATA og præsentation af resultater i figurer og tekst. Vores analyser indgår fx i udvalgsarbejder med eksterne parter, i Sundhedsministeriets egne publikationer eller som beslutningsgrundlag for vores minister. Du kan bl.a. komme til at hjælpe med at understøtte arbejdet med den kommende Finanslov, hjælpe med analyser til arbejdet i den kommende Kommission for Robusthed i Sundhedsvæsenet og undersøge hvordan vi skal omstille sundhedsvæsenet i takt med, at demografien ændrer sig. Med til stillingen som studentermedhjælper hører også mindre ad hoc opgaver af forskellig karakter.
Du vil indgå i et team bestående af en teamleder, fire akademikere og tre studenter. Her er der masser af plads til, at du kan bidrage til ideudvikling af nye analyser og på sigt sidde med dine egne mindre analyser – selvfølgelig med faglig sparring fra resten af teamet og de øvrige kollegaer i kontoret. Du vil arbejde både selvstændigt og i samarbejde med kontorets andre ansatte og øvrige studenter.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Vi forventer, at du er i gang med en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse (f.eks. cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon., cand.scient.pol., cand.scient.san.publ. el.lign.).
Vi lægger vægt på, at du:
- er fagligt stærk
- har analytisk sans og god talforståelse
- kan kommunikere klart og præcist
- arbejder selvstændigt, ansvarligt og tager initiativ
- har gåpåmod og lyst til at udvikle dig fagligt og personligt.
Samtidig lægger vi vægt på, at du har lyst til og gerne erfaring med at arbejde i Excel, SAS eller STATA.
Vi tilbyder
Vi er et travlt departement med højt til loftet, en uformel omgangstone og et aktivt fagligt miljø. Sammen med dygtige og engagerede kollegaer, både i eget kontor og i resten af departementet, får du mulighed for at anvende og udvikle dine faglige og personlige kompetencer.
Som student i Sundhedsøkonomi og Analyse har du mulighed for at skærpe dine analytiske evner, øge din forståelse for problemstillinger inden for sundhed og økonomi og få værdifulde erfaringer fra centraladministrationen. Du vil blive en del af et velfungerende og socialt kontor, hvor vi har det sjovt med hinanden og også kan finde på at ses uden for arbejdstid.
Om ansættelsen
Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige Område, samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.
Der er tale om en stilling på ca. 15 timer om ugen, som vi tilrettelægger fleksibelt i forhold til undervisning og eksamensperioder.
Vil du vide mere?
Du kan få mere at vide om stillingen ved at kontakte teamleder Kristian Binderup Jørgensen på tlf. 2113 8854 eller fuldmægtig Annemette Rasmussen på tlf. 3028 2290.
Sundhedsministeriet har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.
Udbyder
Sundhedsministeriet
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
13. juni 2022
Ansøgning
Er du interesseret? Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV, eksamensbevis og karakteroversigt. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 25. Du kan læse mere om os på www.sum.dk.