Studerende med interesse for data og programmering til statistik om uddannelse
Har du lyst og evner til at bearbejde store datamængder? Kunne du tænke dig at analysere data og udgive aktuelle statistikker? Interesserer du dig for uddannelsessektoren i Danmark? Så har kontoret for Befolkning og Uddannelse i Danmarks Statistik to ledige studenterstillinger.
Vi søger to studerende, som er i gang med en videregående uddannelse på områder, hvor databehandling, analyse og statistik udgør en del af studiet. Det kunne være naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige eller tekniske studier.
Arbejdspladsen
Sektionen der arbejder med uddannelsesstatistik vil i de kommende år gennemgå en form for digital transition, hvor behovet for tekniske færdigheder vil være stigende. Der er således behov for stadigt mere effektive og automatiserede databehandlingsløsninger, samtidig med at kvaliteten og transparensen omkring databehandlingen øges.
Vi kommer til at arbejde med at udvikle statistikker der er mere detaljerede og højfrekvente, samtidig med, at driftsopgaven løbende automatiseres og optimeres. Du kommer således til at være en del af, og bidrage til, en arbejdsplads i udvikling.
Stillingerne er placeret i kontoret for Befolkning og Uddannelse, hvor vi er 30 medarbejdere, der arbejder med statistikker på så centrale samfundsområder som demografi og befolkningsudvikling, boligforhold, uddannelse, kriminalitet, dagtilbud for børn og opgørelse af verdensmål for en bæredygtig udvikling vedtaget af FN.
Arbejdsopgaver
De to nye studenter i sektionen vil i udgangspunktet skulle samarbejde om at udvikle løsninger på tekniske udfordringer og levere analyser på nye dataområder i sektoren. Dette vil ske i tæt dialog med og under supervision af erfarne medarbejdere fra kontoret samt vores it- og metodeafdelinger.
Du kommer også til at stifte bekendtskab med vores procedurer for at formidle statistikker, hvorfor det vil være en fordel, at du har kendskab til eller interesserer dig for uddannelsesområdet samt har gode formidlingsevner. Hverdagen vil bestå af en vekselvirkning mellem udviklings- og driftsopgaver. Du vil som ny medarbejder gradvist blive introduceret til de beskrevne områder, og dine arbejdsopgaver kan komme til at favne bredt.
Opgaveløsningen sker typisk som en del af et team på 3-4 personer, som tager sig af dataindsamling eller fejlsøgning af data. Du vil både komme til at arbejde i større teams og mere selvstændigt på særlige områder.
Kvalifikationer
Ved besættelse af stillingerne vil der blive lagt vægt på, at du:
- har erfaring med databehandling, dataanalyse og dokumentation
- har erfaring i at programmere (gerne i Python, R og SQL)
- har erfaring med og forståelse for databaseteknologi (f.eks. Postgres eller Oracle)
- er i gang med en relevant uddannelse (naturvidenskabelig med kendskab til databehandling fx fysiker eller matematiker, samfundsvidenskabelig eller teknisk/datalogisk)
- har interesse for uddannelsessektoren og dataanalyse og indsamling på området
Løn og ansættelse
Arbejdstiden er på gennemsnitlig 15 timer om ugen med hensyntagen til eksamensperioder. Aflønning sker efter gældende overenskomst for studentermedhjælpere i staten. Det er en betingelse, at du er studieaktiv på en videregående uddannelse under hele ansættelsen.
Kontakt og ansøgning
Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte kontorchef Peter Vig Jensen på tlf. 23 11 35 13 eller ledende chefkonsulent Christian Vittrup på telefon 24 46 89 90.
Har du lyst til at arbejde med statistik på uddannelsesområdet? Så send os din ansøgning, eksamenspapirer og CV mv. ved at klikke på ”Søg stillingen” nedenfor.
Kort om Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er en fagligt uafhængig institution og den nationale myndighed for officiel statistik i Danmark. Vores vision er at være den foretrukne kilde til troværdig viden om det danske samfund. Vi indsamler, bearbejder og offentliggør statistik og data om samfundsforhold. Danmarks Statistik har cirka 570 ansatte og er en familievenlig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder. Du kan få et hurtigt overblik over Danmarks Statistik på www.dst.dk
Du kan følge os på LinkedIn. https://dk.linkedin.com/company/statistics-denmark
Se vores medarbejdervideo her: https://youtu.be/UanDN4JQ5us
Udbyder
Danmarks Statistik
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
2. juni 2024
Ansøgning
Søg via linket