To-tre studentermedhjælpere med passion for data og statistik
Vil du gøre en forskel på uddannelsesområdet? Er du vild med tal og data, og ønsker du at få en bred erfaring med databehandling og formidling? Så er et job som studentermedhjælper i Kontor for Statistik og Dataformidling i Styrelsen for It og Læring i København lige dig.
Dine opgaver
Hos os bliver du en del af et fagligt stærkt miljø, hvor du kan få bred erfaring med databehandling, formidling af data og it-systemer til disse formål. Sammen med dine kollegaer vil du være med til at understøtte den undervisningspolitiske dagsorden i Danmark og sikre, at politiske beslutninger baseres på det bedst mulige datamæssige grundlag.
- Kvalitetssikring af dataindsamlinger og data fra centrale it-systemer, før de anvendes til statistik og analyser
- Teste data og rapporter til ministeriets datavarehus (uddannelsesstatistik.dk)
- Support og kurser til institutioner, organisationer og andre brugere af vores datavarehus
- Bidrag til deskriptiv statistik og analyser fx ved brug af R, Python, SAS, SQL eller Excel
- Udarbejdelse af dokumentation mv.
- Ad hoc-udtræk af data fx ved brug af SAS eller SQL
Har du en teknisk profil, kan du også komme til at arbejde med datavarehusets front-end, dvs. rapporter, dashboards og kuber.
Vi søger
Vi søger to-tre studenter, som er stærke på data og statistik, har teknisk flair og kan støtte arbejdet med at vedligeholde og udvikle data i vores datavarehus.
Vi forestiller os, at du er i gang med en bachelor- eller kandidatuddannelse, fx inden for økonomi, statskundskab eller sociologi. Uanset din profil har du lyst til og flair for at arbejde med data, statistik og de it-systemer, som understøtter arbejdet. Vi forventer, at flere af følgende punkter passer på dig:
- Du kan noget med tal og statistik, gerne med brug af SAS, SQL eller lignende
- Du er superbruger i Excel og har måske lidt erfaring med Power BI
- Du er analytisk skarp og arbejder struktureret
Som person er du engageret, åben, lærenem og opsøgende, motiveret af at arbejde i et stærkt fagligt miljø, og glad for at samarbejde med andre om løsning af opgaver.
Om kontoret
Du bliver en del af Kontor for Statistik og Dataformidling, hvor vi bl.a. har ansvaret for at indsamle, bearbejde og udstille data på hele Børne- og Undervisningsministeriets område. Centeret driver ministeriets datavarehus, hvorfra data udstilles både internt i ministeriet og til hele sektorens institutioner og interessenter.
Løn og ansættelse
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i forhold til gældende og relevant overenskomst i staten. Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen, som kan tilrettelægges fleksibelt i forhold til din undervisning og eksamener. Der stilles krav om studieaktivitet under ansættelsen.
Arbejdsstedet er Kalvebod Brygge 47, 1560 København V. Stillingen ønskes besat snarest muligt og senest fra 1. oktober 2026.
Udbyder
Styrelsen for It og Læring
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
27. august 2026
Ansøgning
Send din ansøgning, CV og bekræftelse på studieaktivitet senest den 27. august 2026. Samtaler forventes afholdt i uge 36-37. Du er velkommen til at kontakte kontorchef Mia Aistrup på 29 21 35 06 eller chefkonsulent Laura Girotti på 35 87 88 38. Send evt. en SMS, så ringer de dig op.