Tandlægeforeningen søger en eller flere talstærke studentermedhjælpere til Strategisk Analyse
Tandlægeforeningen, København
Har du interesse for dataarbejde, sundhedsøkonomi og analyser? Så har du måske lyst til at blive en del af Strategisk Analyse, en afdeling der understøtter hele Tandlægeforeningen med data og viden. Afdelingen består af en afdelingsleder og en økonom, som arbejder med analyser og undersøgelser af tandlægemarkedet og det danske sundhedssystem med fokus på tandlægernes vilkår og arbejdsområder.
Stillingens indhold
Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. være:
- Datahåndtering og analyser i Excel
- Udarbejdelse af spørgeskemaundersøgelser
- Analyser af ydelsesforbrug og patientbehandlinger
- Medlemsrådgivning om fx kontrolstatistikker og klinikdrift
- Økonomiske beregninger i forbindelse med forhandlinger og aktuelle emner
Vi tilbyder et varieret, lærerigt og fleksibelt studenterjob, hvor du får mulighed for at arbejde med data, deltage i den faglige sparring om opgaver og strategi og få indblik i sundhedsøkonomiske og samfundsrelevante problemstillinger. Du får ansvar for forskellige opgaver inden for tandlægeområdet og bliver en aktiv del af afdelingens igangværende analyser, undersøgelser og projekter.
Om Tandlægeforeningen
I sekretariatet arbejder vi målrettet og strategisk med fokus på vores kerneopgave, som er, at vi har tilfredse medlemmer. Vi har en anerkendende tilgang til vores arbejdsfællesskab, hvor ledelse og følgeskab går hånd i hånd. Vi har en stærk teamånd, hvor vi ser hinanden som kompetente bidragsydere til kerneopgaven.
Vi har et arbejdsmiljø, hvor frihed under ansvar og fleksibilitet er centrale værdier.
Vi forventer, at du:
- er bachelor- eller kandidatstuderende, gerne med mindst et år tilbage af studiet
- har en faglig stærk profil (stud.polit, stud.oecon, stud.mat-øk, analytisk folkesundhedsvidenskabelig kandidatstuderende eller anden relevant uddannelse)
- har interesse for sundhedsøkonomi og samfundsforhold
- har en skarp analytisk sans, stærk talforståelse og flair for at arbejde med større datamængder i Excel
- kan formidle data og resultater på en klar og forståelig måde
- har kendskab til SurveyXact eller mod på at lære det, og gerne lidt erfaring med statistikprogrammer som Python
- arbejder struktureret, grundigt og trives med at løse forskellige typer opgaver selvstændigt
Løn- og ansættelsesvilkår: Den ugentlige arbejdstid er ca. 15-20 timer ugentligt, som udgangspunkt i tidsrummet mandag-torsdag kl. 8.30-16.00 og fredag kl. 8.30-15.30.
Lønnen er 140,07 kr. i timen, hvis du er bachelorstuderende og 152,25 kr. i timen, hvis du er kandidatstuderende. Herudover er der arbejdsgiverbetalt pension på 15 % (der evt. kan udbetales som løn), andre personalegoder er bl.a. massageordning, parkeringsordning og lækker frokostordning med fokus på sundhed og bæredygtighed.
Arbejdsstedet er Tandlægeforeningen, Amaliegade 17, 1256 København K.
Forløb: Samtaler forventes afholdt i uge 50. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til vicedirektør Cecilie Alsted på tlf.: 33487790
Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer på e-mail til hr@tdl.dk, mærket ”Studentermedhjælper”.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist:
11. december 2025 kl. 10.
Udbyder
Tandlægeforeningen
Jobtype
Studiejob
Ansøgningsfrist
11. december 2025
Ansøgning
Ansøgning sendes til hr@tdl.dk og der indkaldes løbende til samtaler.