Totalkredit søger studentermedhjælper til Data & Indsigter

Ønsker du et studiejob med varierede arbejdsopgaver og et stort ansvar, og har du interesse for at arbejde med tal og dataanalyse? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i Data & Indsigter i Totalkredit, hvor vi udarbejder værdiskabende rapportering til de 35 pengeinstitutter, vi samarbejder med. Du bliver også en del af Nykredit-koncernen, hvor vi bl.a. lover muligheder og udvikling til dig, der vil og kan. Det vil du også opleve gennem fx vores unge/studenternetværk, Nykredit Youth. Her bliver du løbende inviteret til faglige oplæg med fx vores egne direktionsmedlemmer som oplægsholdere samt arrangementer, hvor du får mulighed for at netværke med andre unge fra hele koncernen. Motiveres du af analyse, data og rapportering? Som studentermedhjælper i Data & Indsigter bliver du en del af et team, der arbejder med rapportering til de samarbejdende pengeinstitutter og analyser af realkreditudlån og det generelle boligmarked. Du vil blive en del af et studenterteam, hvor I har ansvaret for afdelingens faste opgaver og sammen bidrager til at validere og udsende rapporter samt vedligeholde vores datagrundlag. Derudover vil arbejdet også bestå af varierende ad hoc- og analyseopgaver, som enten løses på egen hånd eller i tæt samarbejde med erfarne analytikere. I takt med din udvikling vil dine analyse- og kodeopgaver blive mere komplekse og selvstændige. Du vil hovedsageligt komme til at arbejde med værktøjer som SAS, Power BI, Excel og PowerPoint. Er det dig, vi leder efter? Som studentermedhjælper i Data & Indsigter forestiller vi os, at du er glad for tal og data og har en analytisk tilgang til dine opgaver. Du er i gang med en relevant bacheloruddannelse, for eksempel Datalogi-Økonomi, HA.mat, Matematik-Økonomi eller Polit. Vi ser gerne, at du har gennemført minimum halvandet år af din bacheloruddannelse og har stiftet bekendtskab med eksempelvis SQL, Python, R eller lignende. Det vigtigste er dog, at du har interesse for arbejdet med data og har lyst til at udvikle dine kompetencer inden for analyse og kodning. Holdspiller, ansvarsbevidst og klar på at lære. Som person er du en holdspiller, der trives med at arbejde tæt sammen med dine kolleger og sparre om opgaver, men kan også arbejde selvstændigt og koncentreret. Du ønsker at bidrage til, at Data & Indsigter kan understøtte pengeinstitutter, kolleger og Totalkredits ledelse med data og analyse. Du sætter derfor en ære i at levere et højt serviceniveau samt korrekte analyser og dataarbejde. Du er struktureret og tager ansvar for, at dine opgaver bliver løst. Du behøver ikke kunne alt fra dag ét, men du er nysgerrig og ønsker et udfordrende studiejob med masser af udvikling, et godt arbejdsmiljø og mulighed for at lære af erfarne kolleger. Arbejdstiderne er fleksible, og du har mulighed for at tilrettelægge din tid, så det passer med dit studie. Vi planlægger arbejdsdagene i dialog med dig, så der tages hensyn til dit studie og eksamensperioder samt afdelingens opgaver og drift. I travle perioder kan der være behov for ekstra hjælp, ligesom der kan være mulighed for at arbejde mere i ferieperioder. Arbejdstiden er gennemsnitligt ca. 15 timer om ugen. Dit nye team: Totalkredit er en del af Nykredit-koncernen og er en essentiel del af Nykredit-koncernens strategi: Winning The Double 2.0. Totalkredit er Danmarks største realkreditinstitut og formidler realkreditlån til danske boligejere gennem 35 pengeinstitutter. Du bliver en del af Data & Indsigter, hvor du får ni dygtige kolleger og bliver en del af afdelingens studenterteam. Som student hos os får du stor kontaktflade i teamet og bliver en integreret del af opgaveløsningen. Vi prioriterer sparring, vidensdeling og faglig udvikling højt, og du vil løbende få mere ansvar i takt med din udvikling.
Udbyder

Totalkredit

Jobtype

Studiejob

Ansøgningsfrist

25. oktober 2026

Ansøgning

Ansøgningsfrist 25. oktober 2026. Arbejdssted: København. Du er velkommen til at kontakte analytiker og studenteransvarlig Rebecca Holm på tlf. 22 39 98 29, hvis du har spørgsmål til stillingen. Har du spørgsmål til rekrutteringsprocessen, kan du kontakte rekrutteringsteamet på nytjob@nykredit.dk. Totalkredit inviterer løbende til samtaler. Send ansøgning, CV og karakterbevis.