Analytiker til Vejdirektoratets Økonomiområde
Er du på udkig efter udviklingsmuligheder inden for statslig økonomistyring? Og brænder du for tal og analyser?
Hos Vejdirektoratet arbejder vi hver dag for at skabe sammenhæng for de mange trafikanter, der benytter de danske statsveje. Vi gør vores bedste for at højne sikkerheden, gøre trafikken grønnere og sikre, at Vejdirektoratet fortsat lever op til målsætningen om bedre veje for pengene.
Om stillingen
Som analytiker bliver du en del af analyseenheden i Vejdirektoratets Økonomiområde. Teamet består af en teamleder og, når du er ansat, tre medarbejdere med interesse for data, økonomistyring, analysearbejde og projektledelse. Arbejdskulturen bygger på samarbejde og en åben, konstruktiv og nysgerrig dialog med organisationen og ledelsen.
Dine primære arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:
- Udvikling og vedligeholdelse af Power BI-rapporter og Excel-modeller
- Økonomianalyser og analytisk controlling
- Projektledelse og facilitering af analyse- og udviklingsopgaver
- Understøttelse og vejledning af kolleger i brugen af Excel, Power BI og Power Query
- Bidrag til automatisering og effektivisering af arbejdsgange gennem digitale værktøjer og AI
Teamet fungerer også som bufferkapacitet for økonomistyrings- og regnskabsafdelingerne, så i perioder vil noget af din tid gå med tværgående controllingopgaver og mere dybdegående analytiske controlleropgaver.
Din profil
Vi forventer, at du motiveres af både tal og bogstaver, og at du kan analysere, kommunikere og håndtere interessenter. Du er superbruger i Excel og har som minimum kendskab til Power BI, Tableau eller lignende avancerede visualiseringsværktøjer.
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx cand.oecon., cand.polit., cand.merc., cand.scient.pol. eller lignende.
Vi ser gerne, at du er initiativrig og samarbejdende, arbejder struktureret og analytisk, tager ansvar for dine opgaver, har mod på en stor organisation med komplekse problemstillinger, er nysgerrig og har sans for at facilitere arbejdsgrupper og projekter. Erfaring med AI, herunder generativ og eventuelt agentbaseret AI, er et plus.
Du har ideelt set nogle års erhvervserfaring, men hvis du er nyuddannet, og der brænder en analytikerild i dig, ser Vejdirektoratet også gerne en ansøgning fra dig. Uanset erfaringsniveau er der en grundig introduktion til arbejdsopgaverne.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende statslig overenskomst og indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet. Der er mulighed for at forhandle et individuelt kvalifikationstillæg samt en pensionsordning på 18,07 %. Ansættelsesområdet er Transportministeriet, og tjenestestedet er enten Carsten Niebuhrs Gade 43 i København V eller Thomas Helsteds Vej 11 i Skanderborg. Der er mulighed for ugentlige hjemmearbejdsdage.
Udbyder
Vejdirektoratet
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
9. september 2026
Ansøgning
Send din ansøgning senest den 9. september 2026. Vedhæft ansøgning, CV og andre relevante dokumenter. Samtaler afholdes løbende eller kort efter fristen, og stillingen forventes besat pr. 1. november 2026. Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder for Analyseenheden Jacob Tanggaard Madsen på jtm@vd.dk eller 72 44 23 35.