Poul Schou

Børneværelset og aftægtsstuen

Finansministeriet udsendte i april en pamflet med titlen ”Holdbarhed og generationsmæssig neutralitet”. Dens formål er at præsentere en ny indikator og en fremskrivning af en langsigtet finanspolitisk udvikling, der angiveligt er ”generationsmæssigt neutral”, dvs. så vidt muligt ”stiller nutidige og fremtidige generationer lige”. Fordelingen af goderne mellem forskellige generationer er ét af de samfundsøkonomiske fordelingsspørgsmål som de fleste nok finder vigtigt, og derfor et relevant emne at trække frem i den økonomisk-politiske debat. Det virker derfor også positivt at ministeriet bidrager med beregninger der kan belyse spørgsmålet og dermed potentielt give et bedre beslutningsgrundlag for de politiske prioriteringsbeslutninger i spørgsmålet. Man kan dog stille en række spørgsmål til om den foretagne beregning giver et dækkende indtryk af det den forsøger at belyse.  

Konkret svarer den præsenterede fremskrivning til finansministeriets almindelige langsigtede fremskrivning bortset fra fire-fem punkter hvor man har antaget en anden udvikling end den som er politisk besluttet: Det beregnede antal år hvor de enkelte årgange kan få folkepension, holdes konstant efter 2025, børnefamilieydelse og boligsikring lønreguleres i stedet for den gældende inflationsregulering, og den grønne check og 50.000 kr.-tærsklen for rentefradrag lønreguleres ligeledes fra 2025 i stedet for at blive fastholdt nominelt. Af disse kontrafaktiske antagelser er den første langt den vigtigste målt på ændringen af holdbarhedsindikatoren (forkortet HBI), den normale målestok for en langsigtet (eller varig) virkning på de offentlige finanser. 

Det fremgår ikke helt klart hvorfor man nøjes med at undersøge dette ret begrænsede udvalg af forhold der stiller generationerne forskelligt, for generationernes nettobetalinger til det offentlige over livet adskiller sig af rigtig mange andre årsager. Eksempelvis regner man i regeringens lange fremskrivninger med et trendmæssigt fald i energiafgiftsprovenuet og dermed de fremtidige årganges skattebetalinger som følge heraf, ligesom en fortsat udhuling af afgifterne som følge af nominalprincippet for forskellige punktafgifter også vil mindske de fremtidige nettobidrag. Stigende pensionsformuer medfører omvendt at udbetalingerne af folkepensionstillæg mv. vil falde og efterlønsordningen helt af sig selv næsten forsvinde fordi den ikke vil kunne betale sig at udnytte for ret mange lønmodtagere. Antagelsen om ”sund aldring” (efterhånden som levetiden stiger, forventes de aldersbetingede sundhedsudgifter for en person i en given alder at falde, populært sagt fordi de ældre bliver mere raske) medfører forskelle i de beregnede sundhedsudgifter for folk i en given alder på forskellige tidspunkter, og den ændrede uddannelsessammensætning hvor yngre generationer i gennemsnit bliver mere veluddannede, forventes også normalt at føre til et højere arbejdsudbud og dermed flere skattebetalinger. Omvendt vil den etniske sammensætning af befolkningen forskyde sig i retning af en større andel af indvandrere og efterkommere med lavere beskæftigelsesfrekvenser, hvilket isoleret set trækker i retning af et lavere nettobidrag fra de yngre årgange, osv. Der er kort sagt et væld af forskellige forhold der alle påvirker de forskellige generationers nettobidrag i forhold til hinanden. Hvis man vil prøve at få et overblik over den samlede virkning, forekommer det umiddelbart mere naturligt at prøve at beregne de forskellige årganges nettobidrag direkte i et egentligt generationsregnskab for alle de forskellige offentlige udgifter og indtægter og deres udvikling i en samlet modelramme end at vælge nogle enkelte ud. I Danmark har man, primært via vores mange registerdata og den veletablerede og detaljerede overlappende generationsmodel DREAM, et udmærket grundlag for at lave sådanne systematiske beregninger der kan give et mere dækkende billede af generationernes samlede nettobidrag.  

Den allervigtigste udeladelse er dog nok at analysen helt ser bort fra alle de offentlige nettobetalinger som de nulevende generationer allerede har foretaget i den hidtidige del af deres liv. Der ses altså bort fra både historien og den forventede intergenerationelle udvikling i den førstkommende fremtid frem til 2025. En sammenligning af livsforløbet for eksempelvis årgang 1957, der fylder 60 år i år, og årgangen af nyfødte i 2017, virker imidlertid ikke særlig komplet hvis forholdene i de første 68 år af den ene generations livsforløb ignoreres. Derfor forekommer det ikke helt logisk at analysen på den ene side udtrykkeligt ønsker at undersøge ”de forskellige årganges nettobidrag til de offentlige finanser målt over årgangens fulde livsforløb”, men på den anden side altså kun kigger på en mindre del af livsforløbet for alle de generationer der er født før 2025.

Denne udeladelse er formodentlig ganske afgørende for resultatet hvis analysen skal bruges til at belyse om der bliver ”efterladt en regning i børneværelset”, som pamfletten nævner. Specielt de regler for indekseringen af folkepensions- og efterlønsalderen som velfærdsaftalen i 2006 og tilbagetrækningsaftalen i 2011 fastsatte, fører nemlig til at de generationer der går på pension i de førstkommende år, har udsigt til lidt flere år med folkepension end de generationer der er nogle årtier yngre, så disse ordninger giver isoleret set fremtidens ældre et højere nettobidrag til det offentlige end nutidens ældre. Kigger man derimod ikke kun partielt på denne ordning, men forsøger at skabe et samlet overblik over nettobidragene for alle de nulevende og fremtidige generationer ved at tage alle skattebetalinger og offentlige ydelser som årgangene henholdsvis betaler og nyder godt af over hele livsforløbet, såvel historisk som fremadrettet, bliver konklusionen den modsatte: De ældste nulevende generationer er set over hele livet ret store nettoydere til de offentlige finanser, mens de yngste nulevende (folk født fra midten af 1980’erne og frem) omvendt vil være nettomodtagere set over hele livet - også selvom det uens antal år på folkepension er regnet med i det samlede billede. Det langt mere end opvejes af at de yngste generationer har fået betydelig større adgang til offentligt betalte velfærdsgoder som uddannelse mv. som børn og unge. Det var i hvert fald det resultat de økonomiske vismænd kom frem til da de i 2014 netop foretog en sådan samlet analyse af generationernes offentlige nettobidrag, både historisk og (forventet) fremadrettet. En gennemsnitsperson født i 2014 kan således ”tillade sig” at modtage ca. 400.000 kr. mere i offentlige ydelser end hun betaler i skat over livet, målt som nutidsværdi på fødselspunktet. Når det kan lade sig gøre uden at finanspolitikken løber af sporet, er det netop fordi en række ældre generationer omvendt har været nettobidragydere og dermed skabt en form for opsparing som de yngre permanent kan tære på. Mekanismen er nærmere beskrevet i dette blogindlæg.

Én ting er hvordan man mest retvisende beregner de forskellige generationers nettostilling overfor det offentlige. Et helt andet og langt mere subjektivt spørgsmål er hvad sådan en beregning fører til af tanker om hvad der er en rimelig generationsmæssig fordeling. Hvad vil det sige at stille de forskellige generationer lige, og er sådan en absolut lighed overhovedet ønskværdig? De forskellige årganges livsvilkår adskiller sig på mange andre måder end blot deres nettobetalinger til den offentlige sektor. En iøjnefaldende forskel er at alle yngre generationer i de sidste par hundrede år i Danmark har opnået et markant højere materielt velstandsniveau end deres forældregeneration, og alt tyder på at dette forhold vil fortsætte i hvert fald i resten af dette århundrede. Levetiden og uddannelsesniveauet er steget markant. Begge dele vil også føre til et større antal år på arbejdsmarkedet hvis det går som normalt antaget; samtidig er den årlige arbejdstid for de erhvervsaktive faldet kraftigt i de sidste 50-60 år. Disse og andre forhold betyder nok så meget for generationernes samlede livsvilkår og er relevante i en intergenerationel fordelingsdiskussion. Selvom man somme tider kan opleve også økonomer udtale sig ret bombastisk om hvad der er generationsmæssigt rigtigt og forkert, og hvilke generationer der sender regninger til hvem, er vi her i en boldgade der er fuld af både komplicerede og meget normative problemstillinger og afvejninger, og man bør nok tilråde varsomhed i brugen og fortolkningen af meget partielle regnestykker som eksempelvis den nye finansministerielle beregning.

0 kommentarer


Tak for din kommentar!
Skriv venligst en kommentar der er længere end 5 tegn

Skriv en kommentar

Log ind for at kommentere - eller opret en bruger

Poul Schou

Poul Schou er ekstern lektor ved økonomistudiet. Forelæser i kandidatfaget Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller 2004-11. Er desuden chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat. Blogindlæggene her har dog ingen forbindelse til De Økonomiske Råd og afspejler udelukkende hans egne personlige holdninger. Har tidligere bl.a. arbejdet i Danmarks Nationalbank og den makroøkonomiske modelgruppe DREAM.