Ambitiøse medarbejdere søges til økonomiopgaver vedrørende uddannelses- og forskningsinstitutioner
Har du lyst til at prøve kræfter med finanslovsbudgetteringen på uddannelses- og forskningsområdet? Er du interesseret i at udarbejde budgetter og prognoser på baggrund af store datamængder? Motiveres du af både at arbejde med data og at formidle komplicerede sammenhænge på enkle måder? Så er du måske vores nye kollega
Vi skaber fundamentet for fremtiden
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Vi skaber et solidt fundament for de videregående uddannelser og forskningen i Danmark, så nye idéer kan spire og skabe vækst.
Økonomistyring og formidling
Kontoret for Institutionsøkonomi i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen varetager økonomiforvaltningen af statens bevillinger til uddannelses- og forskningsinstitutionerne. Vi er 18 medarbejdere, der udarbejder prognoser og budgetter, udvikler og vedligeholder tilskudsmodeller, analyserer regnskaber og meget mere der vedrører økonomien på universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier m.fl.
Vi søger 1-2 medarbejdere til teamet, der arbejder med finanslovsbudgetter og tilskudsmodeller. Teamet består af 6-7 faste medarbejdere og 2-3 studenter og arbejder med modelbaserede tilskud til uddannelsesinstitutionerne, herunder prognoser og budgetter til finansloven. Teamet står for budgettering og tilskudsberegning på i alt ca. 25 mia. kr. årligt og udgør således en central funktion i forhold til at sikre en effektiv økonomistyring både i Uddannelses- og Forskningsministeriet og i hele den danske uddannelsessektor.
Teamets opgaver spænder fra design af datamodeller over prognoseberegninger til formidling af tilskudsmodeller til både de videregående uddannelsesinstitutioner og til regeringen og Folketinget. Hovedopgaverne i teamet er:
- Udarbejdelse af prognoser og budgetter til finansloven
- Tilrettelæggelse af dataindhentning og beregninger
- Udvikling af intern og ekstern rapportering
- Formidling af tilskudsberegninger og tilskudsmodeller m.m.
Der vil I begge stillinger indgå både databehandling, økonomiberegninger og formidlingsopgaver. Hvis du er nyuddannet, vil der være gode muligheder for oplæring i databehandling og det statslige budgetsystem. For den erfarne medarbejder vil stillingen indebære selvstændige budget- og datadesignopgaver, herunder opgaver i samarbejde med andre enheder internt i ministeriet og eksternt i forhold til uddannelse- og forskningsinstitutionerne.
Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du:
- Er cand.polit., cand.oecon., cand.merc., cand.scient.pol., cand.scient.adm. eller lignende
- Interesserer dig for samfundsøkonomiske forhold, herunder uddannelsesområdet
- Har en høj faglighed og stærke analytiske kompetencer
- Har interesse for og gerne erfaring med behandling af store datamængder
- Kan formidle komplicerede problemstillinger på en letforståelig måde
- Er systematisk, resultatorienteret og ansvarlig
- Har gode samarbejdsevner og et godt humør
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til det statslige budget- og bevillingssystem og/eller data på uddannelses- og forskningsområdet.
En ambitiøs og social arbejdsplads
Du bliver en del af en ambitiøs arbejdsplads med dedikerede og fagligt stærke kollegaer, hvor vi prioriterer et godt samarbejde og arbejdsglæde i hverdagen. Vi mener nemlig, at en god kultur med dialog og samarbejde er forudsætningen for, at vi lykkes. Derfor er her plads til grin i den travle hverdag. Samtidig får du gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriets koncern efter overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Du vil blive ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængigt af din erfaring. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Nicolai Ebsen på e-mail nieb@ufm.dk eller telefonnummer 7231 7844, chefkonsulent Trine Høybye på e-mail tcho@ufm.dk eller telefonnummer 72 31 83 21 eller chefkonsulent Christian Graff Byrgesen på e-mail cgby@ufm.dk eller telefonnummer 72 31 84 07.
Jobtype
Fuldtid
Ansøgningsfrist
12. marts 2024
Ansøgning
Søg stillingen Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside https://ufm.dk/ministeriet/job-i-ministeriet/ledige-stillinger/. Vi skal have din ansøgning senest mandag 12. marts 2024. Vi forventer at holde to samtalerunder. Første samtalerunde afholdes i uge 11 og anden samtalerunde i uge 11 og 12. Mellem første og anden samtalerunde gennemføres en personlighedstest, samt en faglig test. Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang. Om Uddannelses- og Forskningsstyrelsen I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen løfter vi en bred portefølje af faglige og administrative opgaver og projekter, der understøtter videreudvikling af dansk forskning, videnbaseret innovation og en løbende kvalitetsudvikling på de videregående uddannelser i et godt internationalt samspil på både forsknings- og uddannelsesområdet. Det sker i tæt dialog med de videregående uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører med afsæt i dyb faglighed på de relevante områder. Styrelsen har også ansvaret for den ordinære uddannelsesstøtte (SU) og en række andre særlige støtteordninger for uddannelsessøgende samt ansvaret for drift og udvikling af SU-systemer, studieadministrative it-systemer mv.