Højt kvalificerede økonomer til regulering af eksternaliteter i Skatteministeriet
I Skatteministeriet har vi værktøjerne, når der er politisk ønske om regulering af negative eksternaliteter og adfærd. Det er både i forhold til sundhed, miljø og klima. Vi søger pt. 1-2 økonomer, som har lyst til at arbejde med forbrugsregulerende afgifter. Vi er et velfungerende team bestående af dygtige økonomer og jurister, og vi søger netop dig, som synes det er sjovt at finde den bedste løsning på tværs af forskellige hensyn som samfundsøkonomi, jura og implementering.
Om stillingen
Skatteministeriet har et bredt ansvar for konsekvensberegninger af reformer og analyser inden for forbrugsregulerende afgifter. Arbejdsopgaverne omfatter bl.a. afgifter på nydelsesmidler som chokolade, tobak og alkohol men også miljøafgifter som fx pesticider, spildevand og Nox, ligesom hele bilområdet reguleres via afgifter.
Afgifterne har det tilfælles, at der løbende er politisk efterspørgsel efter mere eller mindre regulering, ligesom der ofte kommer ny viden om de eksterne omkostninger. Vi skal derfor løbende tilpasse vores beregninger efter den seneste viden om som fx sundhed, forurening og trængsel, så afgiftsniveauet sættes på det samfundsøkonomiske rette niveau. Det kræver stort overblik og interesse for hvad der sker på tværs af fagområder.
Som medarbejder i Lovgivning og Økonomi vil du komme til at udarbejde beslutningsoplæg til regeringen, samfundsøkonomiske konsekvensberegninger, modeludvikling, bidrage til politiske forhandlinger, analysere og videreformidle teknisk komplicerede problemstillinger samt udtænke innovative forslag, som kan omsætte høje målsætninger til holdbare løsninger. Du vil kunne præge dit eget arbejde og være med til understøtte udviklingen af politikområder.
Du kan forvente en travl hverdag med skiftende arbejdstider. Til gengæld lover vi, at du får en stejl læringskurve, gode kollegaer til at sparre om opgaverne med, bliver en del af regeringens maskinrum og får mange spændende udfordringer.
Du vil blive del af en enhed med en stærk holdånd og et stort drive for at nå i mål med opgaverne. Du kommer til at referere til kontorchefen og indgå i et miljø, hvor der i høj grad samarbejdes om opgaverne. Ligesom der vil være koordinering på tværs af de øvrige ministerier.
Kontorerne består af både økonomer, jurister og statskundskabere, ledet af to kontorchefer. Vi har vedvarende fokus på at udvikle vores kompetencer i et stærkt fagligt miljø, og vi lægger vægt på det gode samarbejde, samt at vores nye kolleger både udfordres fra første dag og løbende kan udvikle deres faglige profil.
Om dig
Du skal være en fagligt højt kvalificeret økonom – med en uddannelse som cand.polit., cand.oecon., cand.scient.oecon. eller lignende.
Du skal have lyst og evner til at arbejde med analyser, model- og metodeudvikling inden for det skattepolitiske område generelt, men især med fokus på samfundsøkonomiske virkninger. Formidling af analyser og resultater vil være en central del af arbejdet.
Du har et stort engagement, udpræget gode samarbejdsevner og en positiv indstilling. Vi forventer, at du trives i et afvekslende miljø, hvor nogle opgaver er præget af korte deadlines, fx i forbindelse med politiske forhandlinger, mens andre opgaver kræver fordybelse over længere perioder. Vi lægger desuden vægt på, at du er ansvarsbevidst og er parat til at gøre en ekstra indsats, når det er nødvendigt. Samtidig er vi også fleksible i forhold til medarbejdernes behov og lægger vægt på, at det skal være sjovt og spændende at gå på arbejde.
Forudgående erfaring fra lignende stillinger er en fordel, men det centrale er, at du er dygtig og ambitiøs og har lyst til at arbejde med økonomiske analyser og policy-udvikling. Både nyuddannede og erfarne kandidater vil blive taget i betragtning.
Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.
Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.
Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest mandag den 1. maj 2023. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakt kontorchef Jacob Vastrup på jv@skm.dk eller chefrådgiver Mette Kildegaard på mkg@skm.dk.
Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen.
Du vil kunne blive taget i betragtning til andre stillinger i afdelingen for Lovgivning og Økonomi i Skatteministeriets departement.
Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.
Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.