Skarp økonom med interesse for samfundsøkonomi og skattepolitik til Person, Ejendom og Pension i Skatteministeriet

Ønsker du at arbejde i krydsfeltet mellem policy-udvikling, lovgivning og samfundsøkonomi? Brænder du for at omsætte dine analytiske evner som økonom til politikudvikling? Vil du gøre en forskel på et område, der har stor samfundsøkonomisk betydning? Så er du måske vores nye medarbejder i person-, ejendoms- og pensionskontoret.  

Om stillingen
Som økonom i Person, Ejendom og Pension vil du bidrage til at levere input til den økonomiske politik i relation til person-, ejendoms- og pensionsbeskatning. Vi er tæt involveret, når der i forbindelse med finansloven og andre politiske forhandlinger overvejes og gennemføres ændringer på disse områder. Som medarbejder i kontoret vil du blandt andet blive involveret i udarbejdelse af beslutningsoplæg, politiske udspil og rådgivning af ministeren på vigtige områder inden for skattepolitikken.

Det løbende arbejde omfatter samfundsøkonomiske analyser, provenu- og fordelingsberegninger, forberedelse af lovgivning, besvarelse af folketingsspørgsmål, budgettering af statens indtægter samt udarbejdelse af notater til skatteministeren og departementschefen i et tæt samarbejde med både økonomer og jurister.

Du kan forvente en travl hverdag med skiftende arbejdstider. Til gengæld lover vi, at du får en stejl læringskurve og en opgaveportefølje tilpasset din faglige profil og dine interesser. Der er et indgående samarbejde på tværs af kontorer i Skatteministeriet og de øvrige økonomiske ministerier, og du vil få rig mulighed for at udvikle dig i et inspirerende og stærkt fagligt miljø.

Høj faglighed, gode samarbejdsevner og stort engagement
Du er økonom (cand.oecon., cand.polit. eller lignende) og har solide økonomiske kompetencer. Du interesserer dig for sammenhængen mellem samfundsøkonomi, jura og politik og har blik for den betydning, som skatteområdet har for samfundet. Du har lyst til at arbejde i en organisation, der lægger stor vægt på faglighed, og som hurtigt giver dig et stort ansvar.

Du har et stort engagement, udpræget gode samarbejdsevner og en positiv indstilling, når tingene går stærkt. Du er grundig, selvstændig og initiativrig og kan opfatte, gengive og nuancere en problemstilling klart i skrift og tale, så politiske beslutninger træffes på det bedst mulige grundlag.

Hvis du har erfaring inden for ministeriets fagområde eller med arbejdet i en politisk organisation, vil det være en fordel, men vi søger både nyuddannede og mere erfarne kandidater til stillingen.

Arbejd tæt på det, der tæller
I Skatteministeriet arbejder vi tæt på de politiske processer på et område med stor bevågenhed og mange interessenter. Vi bruger alle vores kræfter på at løse en afgørende opgave på en ordentlig måde samtidig med, at vi sætter retning og skaber løsninger for Skatteforvaltningen.

Vi er et fagligt og ambitiøst departement med ca. 300 ansatte, hvor vi dagligt løser udfordrende opgaver på tværs af discipliner. Vi ved, at den gode løsning opstår i samspillet mellem fagligheder. Derfor dyrker vi en stærk faglig samarbejdskultur, hvor der også er plads til det sociale.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning med CV og eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 17. maj 2023. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Uffe Mikkelsen på telefonnummer 25 13 35 03.

Der kan indgå tests i ansættelsesprocessen.

Tiltrædelse snarest muligt og ansættelse efter gældende overenskomst. Arbejdsstedet er Nicolai Eigtveds Gade 28, 1402 København K.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest. 

Læs mere om ansættelse i Skatteministeriet på www.skm.dk/job.

Om Skatteministeriet
’Vi skaber fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor’
 
I Danmark, hvor den offentlige sektor er finansieret af skatter og afgifter, spiller skattesystemet og administrationen af området en nøglerolle. Det er en forudsætning for, at alle andre dele af det offentlige Danmark kan varetage deres kerneopgave. I Skatteministeriets departement er vi derfor med til at skabe rammerne og sætte retningen for et velfungerende skattesystem og en veldrevet skatteforvaltning, som der er tillid til. På den måde er vi med til at skabe fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor i Danmark.

Skatteministeriet opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Udbyder

Skatteministeriet

Jobtype

Fuldtid

Ansøgningsfrist

17. maj 2023