Hits for Polits vol. 5

Der er gået snart 4 år siden sidste udgivelse. Nogle havde dømt Hits for Polits ude. Der blev hvisket i krogene at musikhistorien var blevet gennemsøgt grundigt og der ikke var flere økonomihits tilbage at finde. Men rygterne var falske, for nu vender Hits for Polits frygteligt tilbage. Få kridtet danseskoene, tag hørebøfferne på og gør dig klar til en tur gennem den økonomiteoretiske musikhistorie.

Everything Counts - Depeche Mode


“Everything counts in large amounts”

Vi lægger ude med en vaskeægte 80’er-klassiker, der kan få selv den stiveste Mat-Øk’er til at vippe lidt med foden. Depeche Mode har altid været stærke i det økonomiteoretiske, fx med “Just Can’t Get Enough” omkring den nyttemaksimerende forbruger med monotone præferencer. I “Everything Counts” er det makroøkonomien der har inspireret med Martin Gore, der synger med fløjlsblød tenorstemme “The grabbing hands grab all they can, everything counts in large amounts”. Således beskrives smukt en højkonjunktur, hvor efterspørgslen måske er ved at nærme sig et niveau, hvor der kan forekomme et opadgående inflationspres. At alt tæller i høje antal kunne også fortolkes som en situation, hvor virksomhederne ikke er bange for lagerforøgelser. Dave Gahan har som altid styr på antagelserne når han synger strofen “It’s a competitive world” og altså slår fast, at der er fuldkommen konkurrence i den beskrevne økonomi. 

Rent Money - Future


“Got the money comin’ in, it ain’t no issues”

Future har altid haft godt styr på investeringer og renters rente og ved, at vejen til velstand er et stabilt afkast på kapitalbesiddelser og derved score de arbejdsfri gevinster - it ain’t no issue. Han modtager både rentebetalingerne kontant “I like my hundreds stacked up, I like ‘em neat too” og i naturalier “Ya baby mama fuck me better when the rent's due”. Hvis den musikalske karriere en dag begynder at halte, kan Future uden tvivl få job som pensionsrådgiver.

Antikommerciel Masseappel - Marvelous Mosell


“Men økonomien blev ændret med tiden
Nu er der tryk på kedlerne
Spørgsmålet er: Kan de nå at trykke sedlerne?”

Endnu engang behandles en økonomi i højkonjunktur - denne gang med fastkurspolitik. Mosell har hørt efter i ØP B og ved, at centralbanken blive nødt til at øge pengemængden i en situation med høj efterspørgsel for at holde valutakursen konstant. Man kunne dog næppe forvente andet fra manden, der efter eget udsagn kun danser for (offentlige?) finanser.

Momentet - L.O.C. feat. U$O


“Der findes ikke et moment jeg har misset”

L.O.C. har styr på sin økonometri og behandler i denne sang Method of Moments, hvori han bemærker at han altid husker moment-betingelsen. I og med at han ikke har mistet ét eneste moment, må han have arbejdet med 2 eller flere momenter, hvilket næsten kun kan fortolkes som at han har arbejdet med GMM på et tidspunkt i sin karriere. U$O får desuden point for sit finansielle kunsternavn.

Holy Shit - Father John Misty


“Maybe love is just an economy based on resource scarcity”

Father John Misty går i John Beckers forskningsfodspor og anvender mikroøkonomiske værktøjer til sin analyse af kærlighed i denne i øvrigt meget smukke, samfundsrevsende ballade. 

C.R.E.A.M. - Wu-Tang Clan


“Cash rules everything around me, CREAM, get the money, dollar dollar bill y’all”

Måske det største hiphop-hit for polit i gennem tiderne, der også var med i vol. 4, men som tåler en dybere analyse. En socialrealistisk tekst, der gennemgår nogle af Wu-Tang-medlemmernes opvækst og understreger vigtigheden af en indtægt på mindst subsistensniveau. At kontanter regerer alt, må dog siges at være en misforståelse, og nogle har foreslået at akronymet ændres til mindre mundrette CREAMEWOACPHRAY: “Cash rules everything around me, except when other asset classes provide risk-adjusted yields”

Ekstramateriale til sande hiphop-politter: Wu-Tang Financial 

Det var Hits for Polits for denne gang - boblere til næste omgang modtages gerne i kommentarsporet. 


Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk