Dannelsesrejse for politter
Som politter nyder vi en tryg og beskyttet tilværelse. I vores safe space på kommunehospitalet går vi rundt og bekræfter de andre fra København og Nordsjælland (hvor hver anden polit har sit ophav, jf. Politbarometeret 2024) i, at vores matematiske modeller kan forklare hele verden (hvem gider følge med i VT?). Men sandheden er, at der også findes en verden uden for CSS’s tykke mure.
Nogle gange kan det være sundt at vende blikket udad og opdage, at der findes mennesker i denne verden, der har et helt andet udgangspunkt; mennesker, uden de samme privilegier som du og jeg; mennesker, der kun kan drømme om et liv, hvor den største kamp er at bruge Mit-ID til at logge ind på Absalon. Ved at besøge det globale syd kan man få øjnene op for disse forskelle og forstå, hvilke livsbetingelser nogle mennesker er tvunget til at leve under – og det mener vi på Altandetlige er sundt for enhver polit at opleve. Derfor foreslår vi at drage på en dannelsesrejse til den eksotiske provins ”Lolland”, hvor man i den grad kan få syn for sagen. Her vil du møde en agrarisk økonomi udelukkende baseret på sukkerroer, en befolkning der stadig lever side om side med vilde dyr og en kultur, der bygger på en fascination af store håndarbejdsredskaber. En polit, der har været en tur på Lolland, bliver aldrig den samme polit igen.
I tidligere tider ville denne guide også have inkluderet en rejseanbefaling til dig, der har fået nok af gang på gang at høre om det frie markeds grænseløse lyksaligheder. Til den kræsne Emma Holten-fanboy, der er for kritisk til Kritiske Politter, og som bliver grøn af misundelse, når vennerne på Katten fortæller om deres mange kurser i kritisk marxistisk teori, ville vi have anbefalet en dannelsesrejse til et kommunistisk paradis som fx Kina, Cuba eller Nordkorea – men i år er denne anbefaling ikke nødvendig. I stedet kan velfærdsteoremskeptikeren læne sig tilbage i sofaen hele sommerferien og vente i spænding på næste semester, hvor kapitalismekritikken kommer helt af sig selv. Økonomisk Institut er nemlig blevet inficeret med den woke hjernevirus (nogen må have plejet for tæt omgang med en statskundskaber) og tilbyder et spritnyt kursus om kapitalismekritik, køn og kolonialisme. Twitter er allerede rødglødende, så mon ikke Musk/Trump snart får sat en stopper for galskaben.
Missionærrejse for politter
Missionær er ikke kun et begreb, der bliver relevant for en polit efter en succesfuld fredagsbar på kommunen. Politter er benådede med en dyb indsigt i, hvordan samfundet hænger sammen – en viden, som er få forundt. Ligesom de kristne, der spreder de ti bud i pave Leos navn, er det polittens pligt at sprede det glade budskab om Mankiws ti principper i H.J. Whittas hellige navn. Verden er fuld af policy-fejl, og politterne er sat i verden for at fikse dem.
Der findes et utal af lande, der ville have gavn af at møde en hjælpsom polit. Men det grelleste eksempel skal findes i det sydasiatiske land Bhutan. Deres politikere og embedsmænd har med al tydelighed aldrig åbnet en bog om økonomisk teori og har således indskrevet i selve deres forfatning, at landets politik bør styres efter en indikator ved navn ”Bruttonationallykke” for at maksimere befolkningens oplevelse af lykke. Som polit må man ryste på hovedet. Det er en sand tragedie, at ingen har introduceret dem for det eneste relevante mål for velfærd – nemlig BNP. Derfor vil vi opfordre enhver polit til at drage på mission til Bhutan i sommerferien og få dem på rette spor, så de kan opdage glæderne ved solid økonomisk vækst.
Bhutan er ikke det eneste land, der har svært ved at finde hoved og hale i elementære økonomiske begreber. Også USA er kommet på afveje og virker til i øjeblikket at forfølge en politik, der minimerer økonomisk vækst og maksimerer inflationsraten – et eller andet sted må der være sket en fortegnsfejl. De har tydeligvis brug for at snakke med en klog polit, der kan vise dem hvordan toldsatserne forhindrer frihandlen i at føre til den optimale arbejdsdeling. Det vil med garanti bringe dem til fornuft.
Charterferie for politter
Efter et helt semester med benhård samf, økonometri eller mikro kan man godt blive frygteligt udmattet. Bliver du allerede træt ved tanken om en europarundrejse på interrail eller rygsækrejse i Asian? Er du mere til all-inclusive ferie i sydens sol med fødderne oppe og en pina colada i hånden? Det kan være fristende at bestille en flybillet til Mallorca, Gran Canaria eller Grækenland, men for politter findes der faktisk et endnu bedre alternativ. For den ultimativt afslappende sommerferie anbefaler vi, at du melder dig til sommerskole på CBS. Mærk roen falde over dig, når du hører de andre studerende anstrenge sig for at opstille et simpelt Lagrange-problem eller invertere en tre-gange-tre-matrice. Efter en sommerferie som denne kan du ikke undgå at være maksimalt udhvilet og klar, når semestret starter igen til september.
Hvis det er for utrygt at skulle helt til Frederiksberg, er det heldigt, at vi heller ikke er blege for at tilbyde afstressende sommerskoler på polit. Som dokumenteret i vores (efterhånden lidt forældede) valgfagsguide er det muligt både at slippe igennem sommerferien med stabilt lav hvilepuls og samtidig få muligheden for at skrive “Advanced Statistics” på sit eksamensbevis – helt uden at skulle til eksamen. I modsætning til på handelshøjskolen skal man dog have en udpræget høj tolerance for alternative tilgange til fodtøj og forfriskninger i undervisningen.
Vi håber, at denne guide har inspireret dig til at rejse ud og opleve verden. Tak fordi du læste med, og rigtig god sommerferie!