I dag er det Sara Armandi der har svaret på spørgsmål. Sara er bl.a. udvalgt fordi hun er bestyrer af Cafelitten og en aktiv del af revyen
Hvordan skal du fejre jul i år?
Som jeg plejer, med noget af familien; min mor, far, to brødre, moster, onkel og fætter. Så skal min mors gamle moster på 88 selvfølgelig også være med. Hun kan knapt høre, hvilket skaber mange akavede situationer ved middagsbordet.
Hvilken pakke håber du allermest, du finder under juletræet?
Jeg ønsker mig et par nye benskinner, så jeg kan komme ud og spille fodbold. Nu gik det jo ikke så godt til AltAndetLige Cup (Overvejer desuden at starte en ny fodboldturnering, der i så fald skal kaldes ”Kaffe-Cup”..), så jeg har sat Cafélitten-holdet i skarp træning – når man ikke engang når til kvartfinalen, så er det bare ikke godt nok! De er heldigvis alle sammen gået med til at afmelde sig fag til næste semester. Som jeg plejer at råbe af dem nede i det rum, hvor vi styrketræner, så giver det mig søvnløse nætter at tænke på, at de ødsler tiden væk på undervisning. Der findes vigtigere ting her i livet. Der ud over arbejder jeg stadig på at rekruttere nye polit-fodbold-talenter, og i den forbindelse at få lavet et falsk studiekort til Messi, så han også kan spille med på holdet næste år. Selv tager jeg to måneder til Barcelona til foråret for at få noget intensiv fodboldtræning, og selvfølgelig også for at gøre Messi til min kæreste.
Hvilken sang vælger du, når der skal danses rundt om juletræet?
Vi skal hver især vælge to sange, når der skal danses om juletræet. Den første jeg vælger er ”Nu tændes tusind julelys”. Det er en meget sød julesalme, selvom jeg ikke kan teksten. Det er faktisk et generelt problem, når vi skal danse om træet: Ingen ved, hvad der rent faktisk bliver sunget, og godt kan man ikke ligefrem sige, at det lyder.
Når det så bliver min tur til at vælge anden gang, så står den gerne på The Julekalenders ”Støvledans”, hvis den ikke allerede er blevet valgt. Det var en tradition, der startede for 3 år siden, da min far skulle vælge en sang. Han er iraner, og har nok aldrig rigtig forstået den der tradition med at holde hinanden i hånden og gå rundt om et grantræ, hvilket egentlig også er en meget mærkelig tradition. Der var selvfølgelig igen ingen af os, der rigtig kunne teksten, så min lillebror fandt sin computer frem, og så blev der ellers spillet Støvledans på anlægget for fuld skrue. Og imens dansede hele familien støvledans rundt om juletræet, hvilket vil sige noget med at hoppe rundt og klaske sig selv på lårene. Det er virkelig ikke et kønt syn, men det er sjovt, og man får varmen. Vil våge at påstå, at det er hårdere end at synge ”Nu er det jul igen”, hvor man jo løber rundt i hele huset.
Hvad står menuen på hos dig juleaften?
For første gang har mine forældre ladet mig stå for julemaden. Så i år skal vi have alt det der ikke kan holde sig til det nye semester fra Cafélitten. Det vil sige de kanelsnegle, der allerede er blevet tøet op og varmet, men ikke blevet solgt.
Hvad er din mest påskønnede juletradition?
Min pakke-kalender, som nissen har sørget for. Hver dag i december er en fest for mig (altså til og med d. 24., hvorefter den bare står på ubehagelig meget eksamenslæsning). Hver morgen står jeg urimeligt tidligt op (om mandagen endnu tidligere, hvor den også står på vinterbadning), så tager jeg dagens gave fra min pakkekalender med ud på kollegiekøkkenet, hvor jeg tænder for kalenderlyset og laver mig en lækker morgenmad, mens jeg hører julemusik eller ser Disney Channel og åbner gaven.
En anden super hyggelig tradition er juletræsfældningen. Hele familien drager af sted ud på landet, til et sted, hvor man selv kan fælde et træ. Og så er der selvfølgelig prestige i at være den, der finder det flotteste træ.
Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter hvad skulle det så være?
Mit største ønske er, at der skulle stå i Menneskerettighedserklæringen, at alle har ret til penge, fisk og fisse. Jeg har derfor i år sendt en mail med denne video til FN:
Det kunne også være fedt, hvis man kunne finde ud af, hvor profitten er henne. Jeg ved, at vi er flere, der leder efter den:
Ud over det, så modtager jeg dagligt hundredvis af mails fra slægtninge i Afrika, som har brug for mine konto-oplysninger, fordi de vil overføre penge fra nogen af deres rige, afdøde venner. Desværre kan jeg ikke nå at svare dem alle sammen, så med al den aktivitet er det godt, at jeg også kan bruge Cafélittens kontooplysninger. Men ville da ønske, at man kunne finde en metode, som kunne gøre den proces lidt lettere, så de slap for at sende mails til mig hele tiden.
Men måske, lidt mere realistik, når der nu står af økonomisk karakter, så kunne jeg da godt bruge et par sponsorater til min kommende Barcelona-tur. Det bliver nok ikke helt billigt, hvis jeg skal have lov til at træne med på Camp Nou.
Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?
The Julekalender finder jeg meget relevant, da den tager hele problemet omkring 2 sprogethed op til diskussion. Min far er flygtning fra Iran, så jeg har selv haft det meget tæt inde på livet. Hvis jeg var blevet humanist havde der helt sikkert gemt sig en ph.d. eller to i det emne.
Generelt er jeg bare rigtig glad for alle former for julekalendere, fordi det bare er så hyggeligt, også chokoladejulekalendere.
Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Det må have været den gang, da jeg fik en Coca-Cola taske lavet af Coca-Cola-kapsler fra et par af mine afrikanske slægtninge. Jeg er temmelig glad for Coca-Cola. Min moster, onkel og kusine er fra Mozambique og havde købt den, af en lille sød dreng, der selv havde lavet den, for at tjene penge til sin familie.
Eller også var det, da jeg fik et klaver af mine forældre.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2