5. December

Idag er det Alexandra Berthelsen, der har svaret på spørgsmål og designet dagens låge. Alexandra er bl.a. kendt for at have været formand for PH-Action og tutor

Hvordan skal du fejre jul i år?
Jeg fejrer altid jul hos mine forældre i Hørsholm med bedsteforældre, faster og onkel. I år bliver ingen undtagelse. Alle juletraditionerne bliver dog endnu et år akkompagneret med eksamenslæsningen, så det er med lidt ambivalente følelser, at jeg går julen i møde.  

Hvilken pakke håber du allermest du finder under juletræet?
En racercykel ville være fantastisk, men et mere realistisk ønske er nok en flad konvolut med et tilskud.

Hvilken sang vælger du når der skal danses rundt om juletræet?
I min familie er det altid den yngste, der må vælge sang først, og da jeg er både enebarn og efternøler i forhold til mine fætre og kusiner, har det altid været mig. I mange år var det “På loftet sidder nissen”, men på et tidspunkt blev det “Glade jul, dejlige jul”, som jeg har valgt lige siden.

Hvad står menuen på hos dig juleaften?
Ligegyldigt hvor mange vi er juleaften, bliver der lavet både and og flæskesteg. Anden er selvfølgelig fyldt med æbler og svesker, og der bliver serveret brune og hvide kartofler, rødkål og en tyk, brun sovs til. Ikke overraskende står desserten på ris a’la mande, men serveret med både kirsebær- og hjemmelavet karamelsovs til. Konsekvensen er, at jeg bliver nødt til at spise to portioner lige gyldigt hvor mæt jeg er, så jeg både får smagt ris a’la manden med begge sovse til.

Hvad er din mest påskønnede juletradition?
Jeg har altid været meget glad for den 23. december, fordi vi alle sammen bliver inviteret hjem til mine forældre, hvor vi pynter juletræ, mens anden bliver forstegt. Da jeg var yngre, var det en aften fyldt med forventninger til både mad og gaver, men efterhånden er nok mest familiehyggen, jeg værdsætter.

Jeg har dog også altid holdt meget af at stå op den 25. december og spise ris a’la mande til morgenmad - en portion med karamelsovs og en med kirsebærsovs selvfølgelig

Hvis du kunne få opfyldt et ønske af økonomisk karakter hvad skulle det så være?
Det kunne være fantastisk, hvis der kunne komme styr på de sydeuropæiske økonomier, og alting holdt op med at se så sort ud. Det kunne også være ret fedt hvis der kom et rigtig godt januarudsalg.

Hvad er din yndlingsjulekalender på TV?
Uden tvivl ”Nissebanden i Grønland” og risengrødssangen

Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Jeg har fået rigtig mange gode gaver gennem tiden, men jeg kan da i hvert fald fremhæve mine ski, som jeg har været virkelig glad for. Jeg var dog også virkelig glad det år jeg fik en mini-disc afspiller, men min nytte af skiene har helt klart samlet set været størst.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk