Berlingske Business - BackToBusiness

Vi leder efter kriseknusere 

ERHVERVSREDAKTØR

af Linda Overgaard

De seneste dage har Business præsenteret en perlerække af opsigtsvækkende iværksættere, som er nået meget langt med at realisere deres usædvanlige forretningsideer.

Vi er nemlig på jagt efter kriseknusere - erhvervsfolk som har et usædvanligt talent og mod og power til at fremtvinge vækst og succes.

I dag (lørdag) har vi så besøgt en skole, som har sat iværksætteri på dagsordenen fra de små klasser ( læs artiklen på side 7). Forhåbentlig giver det synlige resultater, når børnene når ind i de erhvervsaktives rækker.

Som vi har proklameret i flere annoncer, vil vi gerne inspirere og skrive om nye markeder, nye forretningsområder og ny tænkning - i håb om at vi kan bidrage til at skabe noget af den vækst og de arbejdspladser, Danmark har så hårdt brug for.

70 ARBEJDSPLADSER i Danmark og lige så mange i San Francisco er en foreløbig milepæl for David Helgason, der sammen med to partnere har udviklet en teknologisk platform til udvikling af computerspil.

Deres virksomhed Unity Technologies har siden 2008 rejst 17,5 millioner dollar i venturekapital, og de tre iværksættere drømmer nu om børsnotering i USA.

GOVIRAL BLEV SOLGT for mere end en halv milliard kroner til amerikanske AOL i januar, og al snak om krise klinger hult i medstifter Claus Moseholms ører, for trods krisen voksede Goviral sidste år næsten 100 procent, inden virksomheden blev solgt. Produktet er produktion og distribution af videoreklamer online.

CLICK A TAXI agter at gå ind i 500 europæiske byer i 2012, så private får mulighed for at bestille en taxi med blot et enkelt klik på mobiltelefonen, hvis det er en smartphone.

NOGLE IVÆRKSÆTTERE synes, der er for mange barrierer i Danmark. En af dem mener, at de mange regler i det danske samfund gør os for krævende og komfortable, og at der er for megen »snak om hævesænkeborde«. Men trods alt er der altså iværksættere, som kæmper sig vej frem og får etableret virksomheder, der er kommet ud over babystadiet og tegner lovende.

Den type virksomheder vil vi i øvrigt meget gerne invitere til at konkurrere om INSEAD New Business-Prisen 2012 - læs mere her: www.businessliv.dk/new.

 

- Linda Overgaard
Berlingske Business

 

 

Fulde netshoppere fortryder

INTRO.  Det er ikke altid en god idé at blande alkohol og netshopping, lyder resultatet af en ny undersøgelse. Muligvis virker de 70er-inspirerede glimmerplateaustiletter ikke som et lige så indlysende godt køb morgenen efter, man har købt dem, hvis man havde fået lidt for meget at drikke, da man klikkede »køb« i netbutikken aftenen før.  Hver anden har shoppet på nettet efter at have drukket, viser en undersøgelse, som internetfirmaet Kelkoo har fået foretaget. Selv om de adspurgte i undersøgelsen er englændere, mener Kelkoos danske direktør, Bo Jensen, at undersøgelsens resultater sagtens kan overføres til Danmark. »Når folk sidder derhjemme og hygger sig med et glas vin, kan de nemt komme til  at  købe  noget,  som  de  ellers  ikke  ville  have købt.«

 

Bjarke Ingels tegner skiresort

BIG-BUILDING. Arkitekten Bjarne Ingels’ tegnestue BIG har vundet en international konkurrence om at omdanne den finske ferieby Levi til en skidestination i verdensklasse. Byen ligger nær Kittilä lufthavn, og dermed er der nem adgang for internationale rejsende til skistedet og det øvrige Lapland. Den finske developer Kassiopeia Finland investerer og driver f lere hoteller samt et kongrescenter i området og ser et stort potentiale i at videreudvikle og styrke byens rekreative muligheder.  Det kommende resort bliver på 56.000 kvadratmeter, så mon ikke der bliver lidt overarbejde hos Bjarke Ingels ...

 

Renten rasler ned

PROCENTER.  Så fik renten endnu et nøk ned, da Nationalbanken torsdag sænkede foliorenten med 0,05 procentpoint til 0,25 procent. Investorerne har så stor tillid til dansk økonomi, at de anbringer penge i Danmark frem for i euro-aktiver, og eksperter forudser, at der kan komme yderligere rentenedsættelser – i hvert fald for en periode. Nogle taler sågar om, at renten kan komme helt ned på nul (ja: 0 procent!).

 

Giver rabat på ni ud ti huse

NEDTUR. Nye tal fra Boliga.dk viser, at over 90 procent af husene i 2011 blev solgt for mindre, end de var udbudt til, og i en række byer har samtlige købere fået rabat. Dermed ser de seneste to års tendens på boligmarkedet ud til at gentage  sig.  Mens  90,8  procent  af  alle  villaer  i  2011 blev solgt efter prisfald, blev der i 2008 kun givet rabat i 76,2 procent af hushandlerne.

 

Køber Grundfos-ejere ud

GYLLESELSKAB. En gruppe medarbejdere har ifølge Metal-Supply.dk købt det skrantende selskab Infarm, som Grundfos havde sat til salg efter f lere år med underskud, og efter at 13 ud af 20 medarbejdere var afskediget. Infarm udvikler, producerer og sælger miljøløsninger til landbruget og har blandt andet en patenteret teknologi, som kan fjerne lugten i gylle. Selv om Grundfos har skiftet fokus, mener den nye ledelse, at Infarm har et stort potentiale, fordi der bliver mere og mere opmærksomhed om landbrugets miljøudfordringer.

 

Så er der e-Boks på mobilen 

DIGITALT. Skulle abstinenserne efter den fikse digitale opbevaringskasse e-Boks blive for voldsomme under juleshoppingen, er e-Boks nu klar med versioner til smartphones – både til Android-modeller og til iPhones – og i øvrigt også til iPad. Dermed er det superenkelt at hente alle til privatøkonomien hørende papirer, selv om man ikke sidder hjemme i sofaen. Men måske er det en bedre idé at lade kontoudskrifterne hvile i fred i e-Boksen – ellers kunne det jo risikere at gå ud over gavmildheden, når der skal købes julegaver.

Virksomheder

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk