Bluffer’s guide til BA-opgaven

Ved starten af hvert semester holdes en introduktionsforelæsning omkring BA-opgaven. Det giver de ansatte på instituttet mulighed for at komme med inspiration, fortælle nærmere om krav og regler for opgaven. Altandetlige.dk følger op – fem kandidatstuderende giver her deres bud på den gode arbejdsproces og fortæller om deres egen opgave. Læs hvad de skrev om, hvorfor og hvor meget kaffe de drak.

Hvad koster kapitalkrav? En analyse af de makroøkonomiske omkostninger ved Kapitalkravsdirektiv IV - Bjarke Modvig Lumby.

Jeg skrev sammen med min ven Jakob.  Vi skrev om effekterne af øgede kapitalkrav til banker. Vi sad og brainstormede et par eftermiddage, hvor vi testede nogle hypoteser af. Så endte vi med dette emne, da det var noget vi begge fandt interessant, og som der også samtidig var lidt udfordring i.

Hvad er fordelene ved at skrive sammen med en anden?
Man kommer til at bruge rigtig meget tid sammen, så det er en god ide at vælge en person man kan holde ud at være sammen med. Herudover er det en god ide at finde en, der er på nogenlunde samme niveau og har samme arbejdstilgang.

Hvad var det mest udfordrende ved processen?
Vi delte opgaven op i en teoretisk Makro C-tilgang med en generel ligevægt og en lidt mere straight-forward policy-tilgang med partiel ligevægt. I den teoretiske del var den store udfordring helt klart at løse modellen. Det brugte vi rigtig meget tid på, og vi skulle have spurgt om hjælp til det teoretiske meget tidligere. Vi endte med at finde ud af det, men ret sent i processen.

Bedste råd til vordende bachelorskribenter?
Vælg et overskueligt emne. Man skal absolut ikke opfinde den dybe tallerken. Tag et kig på gamle bacheloropgaver. Skriv sammen med en, det gør det hele meget sjovere.

Hvor meget kaffe drak du op til deadline?
Alt for meget. Nok til at kaffebønder verden over levede som konger i den uge.

Completing Secondary School - Are Written Test Results better than Oral Test Results? - Lene Troen Lundgaard

Jeg skrev en empirisk opgave, hvor jeg med registerdata undersøgte om skriftlige folkeskolekarakterer er bedre end mundtlige til at forudsige, om den studerende opnår en gymnasial uddannelse.

Hvorfor valgte du at skrive alene?
Jeg synes ikke det lød tiltalende at skrive to sammen, og så være alene med al dataarbejdet (man skal have en personlig adgang til data fra Danmarks Statistik). Mine løsninger til forskellige problemer er udsprunget af, at jeg kender mit data rigtig godt, så det ville være svært at finde nogen at kunne sparre sammen med.

Hvad var det sværeste ved processen?
Jeg havde ikke noget eksisterende litteratur at læne mig op ad, så jeg brugte en del energi på at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe undersøgelsen an. Jeg har skrevet kode i øst og vest for at afprøve diverse ideer, og kun brugt forholdsvist lidt af det til slut.

Hvad ville du gøre om hvis du kunne?
Det er typisk at det først er ved slutningen af processen, man får de gode ideer. Jeg brugte dem som forslag til videre undersøgelser i min konklusion, og brugte en væsentlig del af mit forsvar på at diskutere dem.

Bedste råd til vordende bachelorskribenter?
Hvis man skriver i Latex skal man huske at tjekke sine formkrav! Det skal dog ikke afskrække en fra at skrive i Latex, jeg syntes, det var en udmærket anledning til at udvikle mine tex-skillz. Hvis man har adgang til lækker data på sit arbejde, så synes jeg at det er en god ide at benytte det.

Hvor meget kaffe drak du op til deadline?
Jeg drikker meget lidt kaffe normalt, så med et stort krus hver morgen var jeg godt kørende. Til gengæld drak jeg ikke så meget portvin.

The Electoral Cycle in Manipulated Deficits. Fiscal Gimmickry in light of the Financial Crisis - Andreas Björnsson

Jeg skrev om stock flow adjustments I EURO-landene. Jeg tog kontakt til en fyr jeg vidste, havde gang i nogle spændende empiriske projekter og hørte om han havde noget BA-størrelse liggende som kunne være spændende. Det havde han heldigvis.

Hvad var det sværeste ved processen?
Det hårdeste er nok at prøve at få lidt struktur på ens tilværelse. Man ender hurtigt med at sidde og arbejde meget selv, og hvis man ender med at afsondre sig selv i stil med læseferie ender man med et blive er socialt tilfælde. Og håbløs ineffektiv.

Hvad kom mest bag på dig i løbet af perioden?
Når jeg ser tilbage på det går der overraskende lang tid med, især på et empirisk projekt, at lære nye programmer og lave alt det baggrundsarbejde der skal til, for at skrive de 20 sider. Det var ikke selve skriveprocessen, der egentlig tog så lang tid.

Hvor meget kaffe drak du op til deadline?
Jeg drikker ikke kaffe. Jeg ordner bare det der.

Matching på praktikpladsmarkedet - Amalie Meyer

Vi skrev om matching teori på praktikpladsmarkedet. Der var meget i medierne på det tidspunkt omkring mangler på erhvervspraktik. Ideen kom efter vi var til SØS’ nobelpris arrangement, hvor Christian Schultz fortalte om det.

Hvad er fordelene ved at skrive sammen med en anden?
Jeg skrev sammen med en anden og jeg kan varmt anbefale det. Det er rart at have en at sparre med og under processen er det en slags kvalitetssikring af hinandens arbejde. Samtidig hjælper det på disciplinen, og man holder hinanden op på aftaler.

Bedste råd til vordende bachelorskribenter?
Start for guds skyld i god tid. Vi begyndte med at skrive al teorien og endte med at slette halvdelen senere i forløbet, men det var en rigtig god måde at bearbejde stoffet og komme i gang.  Brug jeres vejledere og sørg for at forventningsafstemme. Hvilken karakter man går efter, hvor meget skal de læse af opgaven, hvad man skal have ud af møderne. Man skal heller ikke være ikke bange for at vælge en vejleder som man ikke kender, jo mere tid de har til at hjælpe, jo bedre.

Hvidovre Hospital - strategiske udfordringer på et hospital - Cecilie Lin Jakobsen

Jeg skrev om strategiske udfordringer på Hvidovre Hospital i faget strategic management. Da jeg havde indskrænket det til 4-5 problemstillinger diskuterede jeg hvad der kunne lade sig gøre med det data jeg kunne få fat på og opgavens omfang med min vejleder. Efter en del mailkorrespondancer blev vi enige om en problemstilling.

Hvad kom mest bag på dig i løbet af perioden?
Da jeg startede på opgaven tænkte jeg, at to måneder var lang tid, så jeg havde ikke så travlt med at komme i gang. De sidste tre uger før deadline fik jeg til gengæld lov at åbne og lukke læsesalen, og alt andet i mit sociale liv blev sat på pause.

Bedste råd til vordende bachelorskribenter?
Mit allerbedste råd er at tage på en uges ferie midt i perioden og glem alt om opgaven. Ellers kan det være svært at holde motivationen så længe. De lidt mere kedelige råd er at sætte to dage af hver uge (fra første uge!) hvor du arbejder på projektet. Overvej at gøre det sammen med en anden, hvis du skriver alene.

Hvor meget kaffe drak du op til deadline?
De sidste tre uger, hvor jeg nærmest boede på læsesalen drak jeg en kop om morgenen før jeg tog afsted, en medbragt termokande inden frokost, en kop som blev hentet på en eftermiddagsgåtur. Desuden spiste jeg en plade Ritter Sport hver aften, da jeg af princip ikke drikker kaffe efter kl. 18.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk