CPH Campus Race 2009

På en solbeskinnet fredag oprinder dagen endelig, hvor det 14,79 km lange universitets-cykelløb, skal rulle over Københavns snoede gader. Det er ikke uden stolthed og en smule nervøsitet, at et hold på fem 2.års politstuderende under dæknavnet Politpatruljen, vælger at stille op.

Løbet bliver skudt i gang på Frederiksberg Campus, hvor begrebet ”udklædning” strækker sig fra hele blomsterbede monteret på de skinnende jerneheste til gule nettoposer påklistrede de glade ryttere, idet de første 10 ud af 76 hold, mere eller mindre simultant får de rustne pedaler sat i omdrejninger. Patruljen imødegår imidlertid minimale startproblemer, bl.a. i form af 3 manglende deltagere. De bliver dog kort efter opstart opsamlet på Jagtvej og deltager derefter i løbet med sjældent set lignende entusiasme.

I løbet af dagen får de deltagende (både lærere og studerende) trampet sig vej mellem de forskellige campusområder og fakulteter på Københavns Universitet. Undervejs byder ruten på både intellektuelle (ja, den burde være sikker)- samt kreative udfordringer, som ballondyrsfabrikering, smagstests og hårde trappe op- og nedstigninger (med cykel vel at mærke!).

Tilbage på Frederiksberg, Det Biovidenskabelige Fakultet, bliver løbets deltagere budt på lækre sandwichs og specialøl i Café Væksthuset (there is such thing as free lunch). Nogle deltagere har, til andres undren drukket sidstnævnte på hele turen, men i festligt vennelag blandt både biologer, jordbrugspolitter og andre lokale, er der ingen undrende blikke, da målfesten således bliver fejret i ”grønt” tegn.

Lettere skuffede og med fugtige øjenkroge, må politpatruljen dog se sig slået i både quiz, navnekonkurrence samt bedste udklædning. Sidstnævnte bliver dog, til patruljens forsvar, aldrig særlig gennemarbejdet, da de fem studerendes stramme SU-budgetramme, ikke tillader dem hverken skinnende BR-politihatte eller printede t-shirts.

I et hårdt forsøg på ikke at lade den nedslåede patrulje optræde som sære bakspejlsprofeter, vil der dog til næste år være andre øl i dunken, når patruljen smider hæmninger og moralske skrubler, og giver konkurrenterne (fladt) baghjul.!

http://www.campusrace.ku.dk/

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk