CPH:DOX - en guide

Efterårssemestret er over os, og selvom det ikke er pakket med helligdage, er det til gengæld pakket med kulturelle events, som alle de andre hipstere på CSS ikke kan blive trætte af at snakke om. For at øge troværdigheden af dit kulturelle signal kan det derfor være ganske rationelt at kigge forbi CPH:DOX, men hvis du tænker, at din nystrøgne hvide skjorte alligevel forpurrer det forsøg, kan du se et besøg på festivallen som en perspektivering til dit valgfag, måske som idégenerator til din næste øvelse eller som ren og skær tilfredsstillelse af den oprigtige nysgerrighed, du stadig har tilbage. Altandetlige.dk præsenterer derfor din guide til CPH:DOX

Til din spirende entreprenør
Alle ved, at noget af det vigtigste ved at være entreprenør er at skabe historien om, at man er entreprenør. Erik Damgaard-typen, der nusser med et regnskabsprogram i årevis før han bliver milliardær ved et trylleslag, er so.last.decade. Derfor er du nød til at se Capital C, der fører dig up to date på ’crowdfunding A-Z’. Desuden har du så lidt flere fede iværksætterhistorier at fortælle til det næste iværksætter-event, du skal til.

I øvrigt: denne skribent forudser at du lige så godt kan sætte kickstarter.com som favorit inden du tager ind og ser filmen.

NORDISK FILM PALADS: FRE. 7/11 KL. 19:00

CINEMATEKET: SØN. 9/11 KL. 14:45

CINEMATEKET: LØR. 15/11 KL. 16:30

Til dine bløde værdier
Måske er det lidt svært at overbevise de andre på CSS om at du faktisk vil verden det godt, selvom du gør dit bedste og faktisk HAR fulgt Development Economics i tre uger før du droppede det til fordel for Årsregnskab og Regnskabsanalyse. Det er måske også lidt svært at forklare Daron Acemoglus tanker om institutioners vigtighed – det er bare ikke særlig sexet for de fleste at snakke om fri adgang til kapital – så derfor er det meget bedre hvis du fortæller en historie om søde peruvianske børn, der har fået en computer! Få en sød historie om fællesskab, utopier og øget humankapital når du ser WEB.

Bonusinfo: der er sådan noget ’debat’ med nogle forskere fra noget, der ikke er CSS, efter filmfremvisningen i Cinemateket.

VESTER VOV VOV: FRE. 7/11 KL. 17:00

CINEMATEKET: LØR. 15/11 KL. 14:15

Er det en valuta? Er det bare et værdipapir? Er du forvirret? Vil du vide mere?
Bitcoins. Nu har du enten sukket dybt og opgivende eller også tænker du at nu kommer filmen for dig. Måske er du sådan helt almindeligt fagligt interesseret, og har ikke besluttet dig for om du elsker eller hader den virtuelle ’møntfod’, men skribenten tvivler på at der rent faktisk er folk der har det sådan. The Rise and Rise of Bitcoin kan i hvert fald give dig nogle gode julefrokosthistorier til din onkel, som gerne vil vide hvordan det der bitcoin egentlig er skruet sammen. Skribenten garanterer ikke for at spørgsmålet i overskriften på nogen måde besvares.

Få et politisk input: efter visningen i Empire Bio diskuterer DSU og LAU hvorvidt bitcoin skal reguleres eller ej. Gæt selv hvordan synspunkterne er fordelt!

CINEMATEKET: SØN. 9/11 KL. 16:30

EMPIRE BIO: ONS. 12/11 KL. 17:15

DAGMAR TEATRET: FRE. 14/11 KL. 21:30

Fordi du er mest tryg når der er grafer
Okay, du synes faktisk også at det der med ulighed er ret vigtigt, især fordi du åbenbart altid har et tradeoff mellem det og efficiens. Du har også halvt læst Pikettys Capital, og så er det bare megarart at skulle se en film, hvor fortælleren er professor i økonomi. Han taler til ånden i dig, og måske kan du stå i en bar bagefter og give folk ret i, at vores system er helt forskruet og at der skal gøres noget. Måske med kapitalskatter fra helvedet. Måske ikke. Inequality for All gør dig også lidt klogere på hvad økonomi betyder for demokratiet, som du ellers troede var statskundskabernes banehalvdel.

En debat, der faktisk kan blive ret sjov at høre på, uanset politisk ståsted: KU og SUF diskuterer efter filmfremvisningen i Empire. Som med alt der har med politik og økonomi er der dog overhængende fare for at du går vred derfra.

EMPIRE BIO: TIR. 11/11 KL. 17:15

DAGMAR TEATRET: ONS. 12/11 KL. 16:40

EMPIRE BIO: SØN. 16/11 KL. 14:30 

Derudover kan du tjekke filmene
Ruina og Speculation Nation ud. De handler begge om hvordan alternative samfund er ved at opstå i Grækenland og Spanien i kølvandet på deres nedture.
Læs hele programmet her.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk