Danske Bank havde udvalgt 20 dygtige studerende til at deltage i årets Danske Summer School der denne gang satte fokus på 'Den digitale kunde' og de forretningsmæssige udfordringer og muligheder, der ligger i den stigende digitalisering. De studerende skulle altså betragte, finde og præsentere digitale løsninger med kunden i centrum frem til 2015 i løbet af fem intensive dage i Danske Banks it-hovedkvarter. Således var rammerne skabt for personlig og faglig udvikling, mens de studerende arbejde på et innovativt løsningsforslag til en virkelig case, der har Danske Bank-ledelsens bevågenhed. En af deltagerne var stud.polit Lars Wismer, der her to måneder efter Danske Summer School, ser tilbage på en travl men sjov uge:
Hvor langt er du på polit-studiet og har du et studierelevant job ved siden af?
Jeg er på kandidaten og skal skrive speciale i foråret og er derfor, efter planen, færdig til sommer. Efter at have arbejdet to år i henholdsvis Handelsbankens Aktieanalyse og De Økonomiske Råd har jeg siden juni arbejdet i DFDS's Corporate Finance, hvor jeg er en del af deres Group Treasury afdeling. Her varetager vi blandt andet rederiets cash management, låneporteføljen, likviditeten og står også for at sikre selskabet mod udsving i olieprisen og i valutakurserne ved hjælp af finansielle transaktioner.
Hvorfor valgte du at bruge sommerferien på Danske Banks sommerskole?
Grunden til, at jeg valgte at bruge en uge af min sommerferie på Danske Banks sommerskole var, at jeg gerne vil prøve mere gruppearbejde og prøve at løse en aktuel case med en stram deadline. Jeg synes nemlig, at jeg under mit studie, ikke rigtig har udviklet mine samarbejdsevner, da der er så mange enkeltvise eksamener. Desuden har jeg heller ikke gennem mit studieforløb, prøvet at løse aktuelle problemstillinger og bruge min viden i praksis. Derfor synes jeg godt at man kunne indføre noget mere gruppearbejde og løsning af aktuelle problemstillinger.
Hvordan forløb ugen?
Sommerskolen varede fem dag og det var et meget tæt pakket program. Mandag mødte vi alle sammen op ude i Danske Banks Group IT hovedkvarter i Glostrup, hvor Danske Banks CIO, Peter Schleidt, holdt en velkomsttale. Vi var 20 studerende fordelt på forskellige områder i Danmark, som hovedsageligt enten studerede IT eller økonomi/business - også deltog 12 unge Danske Bank medarbejdere. Vi blev dernæst opdelt i 4 grupper, som i løbet af ugen skulle arbejde på hver deres case. Så gik ugen ellers med at komme frem til en løsning på vores cases, men derudover var der også stor fokus på vores teamarbejde. Gennem hele ugen var der en gruppe konsulenter med speciale i samarbejde, der observerede vores arbejdsproces og hjalp os med at få gruppen til at arbejde mere effektivt. Onsdag eftermiddag og aften havde vi et afbræk i det intense case-arbejde, hvor vi var inde at se Danske Banks hovedkontor og fik aftensmad på deres tagterrasse, hvor vi fik mulighed for at socialisere på tværs af grupperne. Efter nogle lange dage skulle vi fredag morgen præsentere vores løsninger til fire højtstående Danske Bank chefer indenfor Group IT, hvor vi fik feedback på vores ideer og vores arbejdsproces i løbet af ugen. Til sidst gav alle i hver gruppe også hinanden feedback og så var det slut efter en rigtig spændende, intens og sjov uge.
Er der nogle af dine erfaringer fra ugen du kan tage med tilbage på studiet eller dit arbejdet?
I løbet af ugen lærte jeg meget om min egen rolle i et gruppearbejde og jeg fik afvide af mine gruppemedlemmer, hvordan de synes at jeg kunne forbedre mine kundskaber i fremtiden. Det gav mig helt klart et indblik i, hvad jeg kan fokusere på at gøre bedre, når jeg næste gang skal indgå i et gruppearbejde enten på studiet eller på arbejdet. Desuden lærte jeg også, hvordan man griber et problem an og hvordan man kommer i mål med et resultat man selv er tilfreds med. Det kan jeg helt sikkert også bruge på min videre færd på studiet og i mit fremtidige arbejde.
Hvordan oplevede du Danske Bank som koncern?
Det indtryk jeg havde af Danske Bank før jeg deltog i sommerskolen, som en konservativ og stor koncern, blev i det store hele bekræftet. Medarbejderne er alle "malet blå" og de skal hele tiden sørge for at varetage Danske Banks image, når de udvikler nye forretningsideer. Det begrænser dem i deres idé udvikling og det er også en væsentlig årsag til, at de holder denne sommerskole, da de ønsker nogle kreative og provokerende idéer. Desuden havde jeg det indtryk, at beslutningsprocessen i Danske Bank er meget langsommelig og træg. Men Danske Bank var de første i Danmark med en mobilbank, der kunne andet end bare at tjekke ens saldo. Så det vidner også om, at Danske Bank ikke hviler på lauerbærerne og kan agere hurtigt, når det virkelig gælder. Desuden fik jeg også det indtryk af Danske Bank, at der er mange spændende og forskellige muligheder indenfor koncernen, og at de har nogle gode graduate programmer indenfor IT såvel som finansiering.
Jeg vil helt klart anbefale at deltage i deres sommerskole næste år, hvis man har lyst til at forbedre sine samarbejdskvaliteter og være en del af en intensiv og sjov idé udviklingsproces.
Danske Summer School - Den digitale kunde
Partnervirksomheder
Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2