Efterårsferie i uge 45 - men hvorfor?

I gamle dage fik man fri en uge i efteråret for at hjælpe med kartoffelhøsten. I dag får man det, fordi det danner en naturlig skillelinje mellem 1. og 2. blok - en naturlig skillelinje for dem, som har mere end en blok.

Tilbage i 2009 blev "Indre Marked" på KU lanceret. Et projekt, der skulle gøre det lettere at sammensætte studieforløb på tværs af institutter og fakulteter, hvilket indbefattede flere delprojekter, hvoraf det ene var en ny års- og skemastruktur. Den umiddelbart mest synlige effekt af dette tiltag var at man i efteråret 2009 flyttede efterårsferien fra uge 42 til uge 45, og sådan skulle det så være fremover...

Det undrede dog nogen, hvorfor statskundskab stadig rendte rundt på CSS i uge 45 sidste år, mens polit havde fået undervisningsfri, for at passe sammen med resten af universitetets fagstruktur. Mange på KU har også været utilfredse med denne flytning af efterårsferien (især medarbejdere og studerende, der har med skolebørn at gøre), som mange følte blev trukket ned over hovedet på både ansatte og studerende, og derfor kan det ifølge studieleder Peter Erling Nielsen forventes allerede fra 2011, at ferien igen flyttes tilbage.

Om man skal grave kartofler, til eksamen eller noget tredje i uge 45, så kommer det sandsynligvis til at foregå oveni i undervisningen de næstkommende år - hvis man altså ikke når det i uge 42. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk