»Det helt store vandskel var, da man lod Lehman Brothers gå ned den 15. september sidste år.«
Sådan sagde overvismand Peter Birch Sørensen den 25. maj i år til AltAndetLige.dk i en analyse af finanskrisens årsager og konsekvenser. Og overvismanden står ikke alene med den vurdering. Internationale medier og analytikere markerer i dag årsdagen for Lehman Brothers' kollaps - og vurderer det samtidig til at være det tætteste, man kommer på en fødselsdagsdato for finanskrisen.
Bankerot
Formiddag, mandag den 15. september 2008. Ansatte forlader Lehman-hovedkvarteret på Times Square i New York, i favnen bærer de en papkasse med deres private egendele. Finanshuset har netop begæret sin konkurs, og de ansatte er sat på gaden.
Efter en række dramatiske redningsaktioner - af blandt andre Bear Sterns - undlader den amerikanske stat at kaste endnu en redningskrans til en forlist finansiel kæmpe. Lehman Brothers kollapser.
»Man har givetvis bitterligt fortrudt, at man lod Lehmann Brothers gå ned, for det var efter det tidspunkt, at panikken virkelig bredte sig, og en række finansielle markeder tørrede helt ud,« sagde Peter Birch Sørensen i interviewet med AltAndetLige.dk tilbage i maj.
Finanskrisen var en realitet.
Lehman-kollaps gjorde Obama til præsident
Ikke bare for den internationale økonomi blev Lehman Brothers' kollaps en milepæl. Også i den amerikanske præsidentvalgkamp markerede faldet af en af giganterne en ny dagsorden. I dagens Berlingske Tidende drister USA-korrespondenten Poul Høi sig ligefrem til at skrive, at det afgjorde præsidentvalgkampen. Under overskriften Kollaps gjorde Obama til præsident skriver han:
»Barack Obama talte i går om finansmarkedets kollaps, og han talte alvorligt og om de mange, som havde tabt meget. Men ironisk nok talte han selv som en af de ganske få, der vandt på begivenhederne, for det var finansmarkedets kollaps, som gjorde ham til præsident.«
Før Lehmans fald førte republikanske John McCain knebent over Barack Obama i meningsmålingerne. Samstemmende siger Poul Høis kilder - amerikanske medier og politiske kommentatorer -, at alt bagefter gik galt for McCain, og at den nye krisedagsorden var det, der gav Obama 365 valgmandsstemmer mod McCains 173.
Fokus på årsdagen
Danske og internationale medier markerer i dag milepælen for den økonomiske krise med baggrundsartikler, temasider og analyser.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2