Til frokosten hos Incentive i dag snakkede vi om tv-serier. Der er nogenlunde enighed om, at Breaking Bad sætter standarden for serier. Bevares.Game of Thrones, Narcos, Homeland m.m. er da også gode serier, men Breaking Bad er jo "moderne kulturhistorie", som det vist blev sagt.
Diskussionen blev dog hurtigt drejet over på den adfærdsøkonomiske del af serieuniverset, hvor specielt to spørgsmål skabte debat:
- Hvorfor er serierne overhovedet delt op i afsnit i dag, hvor man streamer det hele, og hvor det ikke skal passe ind i en tv-stations programlægning?
- Hvorfor skal hvert afsnit ende med en cliffhanger?
Det første spørgsmål havde vi lidt svært ved at svare på. Men vi konstaterede (efter en hurtig søgning), at afsnittene for en given serie trods alt ikke har en fast længde i dag. Nogle afsnit i en serie er 39 minutter, mens andre i samme serie er 44. Måske et bevis på, at producenterne ikke længere er begrænset af, at en serie skal passe ind i en tv-stations program, der elsker runde start- og sluttidspunkter (19.00, 19.30 osv.).
Det andet spørgsmål havde vi forskellige teorier for. Specielt var vi usikre på, om en cliffhanger er mest nødvendig for serierne, der er produceret til tv, eller serierne der er produceret til streaming. Mit argument er, at hvis man følger en serie på tv, er producenten nødt til at sikre, at seeren også ser med den efterfølgende uge. Derfor cliffhangeren. Dette pres påhviler ikke de streamede serier. Udbyderne af streamingtjenesterne er i højere grad afhængige af, at seeren har lyst til at se afsnittet snart igen og i det hele taget bruge streamingtjenesten.
Har I gode teorier, der kan besvare spørgsmålene?
Hilsen Jonas
PS: Det lovede lifehack
Måske kender du det, at du har sindssygt svært ved at lægge iPad'en, når et afsnit af din yndlingsserie slutter med, at hovedpersonens liv hænger i en tynd tråd. Selvom klokken er 02:39, er du bare nødt til at se, hvad der sker med ham.
Det er præcis samme problemstilling, som du stod i kl. 01:55, 01:12, 00:30 og 23.48, da du lige ville se ét afsnit mere.
Heldigvis findes der et super simpelt lifehack, som gør det uendelig let at pause serien til næste dag: Stop midt i afsnittet!
Mange afsnit er halv-kedelige fra 15. til 35. minut (for at blive i Breaking Bad-universet er det omtrent her, at Jesse Pinkman går på kunstmuseum). Så sæt uret til at ringe efter 20 minutter, hvis du mener, det er fornuftigst at sove. Når uret ringer, slukker du, hvis du har lyst. Hvis ikke, snoozer du 9-10 minutter, og ser om du så har lyst. Jeg garanterer, at du maks. snoozer et par gange, inden du lægger dig til at sove.
Hør flere lifehacks i Elektronista.
Martin Nø...
I skriver, at ‘tunge viden...
2