En fit stud. polit. - Professionel fodboldspiller

Hvor lang tid har du spillet fodbold?
Jeg har spillet fodbold, siden jeg kunne gå. Min far og alle mine onkler var fodboldspillere, så jeg er født i en fodboldfamilie, kan man sige.

Hvor meget tid om ugen bruger du på fodbold?
Det har været forskelligt i løbet af mit liv. Da jeg var dreng, havde jeg altid en bold under armen og spillede stort set hver dag; om det var i buret, i skolegården eller til træning i Vanløse I.F. 

Da jeg var 14 år, skiftede jeg til Brøndby I.F., og fodbolden blev mere professionaliseret. Her trænede jeg 4-5 gange om ugen, inkl. kamp. Jeg fik som 18-årig min første professionelle kontrakt, og efter jeg var blevet student, lavede jeg ikke så meget andet end at spille fodbold. Da jeg som 24-årig startede på polit., udskiftede jeg fuldtidsbold med deltid og prioriterede studiet som det primære. Jeg nåede som fuldtidsprofessionel fodboldspiller at spille for Brøndby og Sønderjyske.

I gennem mine tre år på polit. har jeg spillet 1. division og 2. division øst for Hvidovre I.F., hvor jeg har trænet 2-3 gange om ugen og spillet kamp i weekenden. Derudover har jeg lavet noget styrketræning for mig selv et par gange om ugen. 

Hvad giver det dig at spille fodbold på højt plan?
Det har selvfølgelig givet mig en masse gode stunder. Jeg har altid syntes, at det var sjovt at spille fodbold, så jeg har sådan set bare gjort, hvad, jeg syntes, var sjovt. Både konkurrenceelementet og selve spillet har jeg fundet sjovt.

Det har sikkert også givet mig nogle andre ting til min personlighed at have dyrket sport på eliteplan, men det kan jeg ikke umiddelbart vurdere. Det er svært at forestille sig, hvordan ens liv havde udviklet sig, hvis man havde brugt sin tid på noget helt andet.

Derudover har jeg spillet en halv sæson for Port Melbourne i Melbourne, Australien. Det var en fed oplevelse.

Hvilke resultater har du opnået?
De største resultater jeg har opnået er a) U-17 EM og over 20 ungdomslandskampe. b) Debut for BIF mod FCK i en udsolgt Parken. c) Vinder af Royal League med BIF. d) Årets profil i 2. division 2012; spillerforeningens årlige afstemning af spillere og trænere. e) Vinder af Altandetlige Cup 2012.

Hvad er din fremtidsplan for dit fodbold-liv?
Jeg har netop indstillet min karriere som divisionsspiller for at have mere tid til studiet og frihed til at rejse. Jeg er helt klart det, man vil kalde en træningsnarkoman, så jeg kommer ikke til at ligge på den lade side. Jeg regner med at spille bold på et lavere niveau, og jeg skal helt sikkert få trænet en masse. Forskellen er, at man ikke er forpligtet til holdet, så jeg kan træne, når jeg har tid til det. Jeg kan ikke afvise, at jeg laver comeback til divisionsfodbold en dag, men lige nu er det mest sandsynligt, at jeg ikke gør.

Denne sommer skal jeg rejse verden rundt for at spille backgammonturneringer, bl.a. VM i Monte Carlo og en stor turnering i Japan. Det er noget, som jeg ikke tidligere har haft tid til på grund af min fodboldkarriere. Det bliver fedt!

Hvis du vil fortælle resten af studiet om din sport kontakt redaktionen.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk