Fordomme om polit 2.0

I vinter hørte vi om andre studiers fordomme om polit. Denne gang har redaktionen været ude og høre hvad polit synes om polit. Holdningerne i denne artikel er udtryk for folks umiddelbare fordomme, og skal derfor tages med et glimt i øjet.

Tredje semester:

Hvad var din umiddelbare fordom om polit før du startede?

Jeg tænkte, at der var lidt spidse albuer og at man arbejdede meget alene. Derudover forestillede jeg, at der ikke var så meget støtte blandt studerende. Jeg troede også at det var folk der stemte til højre fra midten og at folk kom fra ressourcestærke familier. Typen der gik med polo, sejlersko og slikhår.

Hvordan har dit syn på polit ændret sig siden du startede?

Det var meget anderledes. Folk er meget nede på jorden og søde. Folk er virkelig hjælpsomme i hårde tider (specielt under corona). Der bliver ikke kigget ned på dumme spørgsmål og der er en forståelse af, at alle er i samme båd.

Samtidig er jeg positivt overrasket over kønsfordelingen. Jeg forestiller mig, at der er en bedre dynamik end hvis der var færre piger, som jeg havde forventet.

Faglig synes jeg helt klart, at det er et udfordrende studie. Jeg kan godt lide at det er analytisk. Jeg er glad for at vi får karakterer fra første semester. Det var en bjørnetjeneste at vi ikke fik det på statskundskab (personen har tidligere gået på statskundskab).

Hvilken fordom om polit møder du oftest?

Det er lidt i stil med de fordomme jeg selv havde. Rent drengestudie og folk der investerer i timerne og stemte til højre for midten. Vi har et kynisk image.

Hvorfor tror du, at det er vigtigt at uddanne politter?

Vi lever i en verden med begrænsede ressourcer. Det er vigtigt at allokere disse efficient. F:eks. Med klimakrisen er det meget anvendeligt og giver en god forståelse af hvordan tingene hænger sammen.

Beskriv polittens udseende

Drenge: Hvide sneakers, blå cowboybukser og lyseblå skjorte.

Piger: nederdel, sneakers og langærmet t-shirt.

Fjerde semester

Hvad var din umiddelbare fordom om polit før du startede?

 Jeg havde ikke så mange fordomme faktisk – men jeg havde læst noget om at de studerende selv var kritiske overfor studiets manglende teoretiske retninger.

Hvordan har dit syn på polit ændret sig siden du startede?

Jeg var overrasket over hvor mange der kom fra Nordsjælland. Jeg gik på et andet studie hvor folk i højere grad kom fra forskellige steder. Derudover synes jeg, at økonomer som gruppe kan virke lidt for selvsikre ift. deres viden. Der er ikke meget ydmyghed, når politter snakker med andre fagretninger. F.eks. har jeg oplevet, at kravene for hvad man kalder en teori, er lavere indenfor økonomi ift. naturvidenskab.

Hvilken fordom om polit møder du oftest?

Folk tror ofte, at jeg går på CBS eller at jeg kun går op i penge.

Hvorfor tror du, at det er vigtigt at uddanne politter?

Der er et behov for folk der har øje for hele økonomien. Det er vigtigt, at der er nogen samfundsvidenskabere der kan kvantificere sammenhænge. At allokerer ressourcer er virkelig vigtigt for et samfund.

Beskriv polittens udseende

En ret ung fyr med midterskilning. Han er over 180 cm og taler lidt for meget om fodbold.

Femte semester

Hvad var din umiddelbare fordom om polit før du startede?

At politter er talnørder der sidder med excelark, ikke tager beslutninger og laver benarbejdet for andre. Politter er meget kloge. Politstudiet er en forlængelse af samfundsfag i gymnasiet.

Hvordan har dit syn på polit ændret sig siden du startede?

Det er et meget mere mangfoldigt studie, end jeg troede. Folk er forskellige, studiet er nuanceret, og folk er mindre højreorienterede end jeg troede. Fagligt er økonomi meget mere teknisk end forventet – ikke så meget diskussion og ”snak”.

Hvilken fordom om polit møder du oftest?

At politter er virkeligt højreorienterede. Politter er matematikere, og det er et virkeligt hårdt studie. CBS’erne tænker at vi er kloge, og mat-øk’erne tænker at vi er dumme. Jeg ville sige, at politter ikke er særligt kreative.

Hvorfor tror du, at det er vigtigt at uddanne politter?

Det er vigtigt at minimere samfundstabsfunktionen.

Beskriv polittens udseende

Den mandlige polit er velklædt og har meget klassisk stil. Lyseblå skjorte i bukserne, chinos og chelsea boots.

Den kvindelige polit går afslappet klædt, store bukser der rører jorden. Ikke så moderigtigt, men pænt.

Femte semester

Hvad var din umiddelbare fordom om polit før du startede?

Jeg vidste ikke, at uddannelsen fandtes før et par uger inden ansøgningsfristen. Derefter var mit indtryk, at det var et svært studie.

Hvordan har dit syn på polit ændret sig siden du startede?

Jeg var overrasket over hvor nemt man kan komme igennem og få polit titlen. Derudover troede jeg, at der ville være mere matematik.

Socialt blev jeg overrasket over hvor mange piger, der rent faktisk går her. Samtidig er folk gode til at snakke ned om andre studier. Der er kollektivt storhedsvanvid. Dog synes politter at det er sejt at læse matematik-økonomi.

Hvilken fordom om polit møder du oftest?

At vi går i jakkesæt og kun tænker på penge.

Hvorfor tror du, at det er vigtigt at uddanne politter?

Hvis der ikke er styr på pengene, kan selv rigtig gode virksomheder eller initiativer gå i vasken. Man kommer ingen vegne, hvis man ikke har en realistisk økonomisk plan. Det kan politter hjælpe med.

Beskriv polittens udseende

Pigerne har langt lyst hår og god stil. Drengene går i sort og mørkeblåt mærketøj og har attachemappe og ur.

Syvende semester

Hvad var din umiddelbare fordom om polit før du startede?

En mindre ’smart’ version af CBS der handlede mere om samfundet end virksomheder. Egentlig vidste jeg ikke så meget om det.

Hvordan har dit syn på polit ændret sig siden du startede?

Jeg regnede med, at folk ville være mere nørdede. Spændet for typerne er meget bredt. Samtidig var der flere piger, end jeg havde regnet med. Kulturen lægger op til at det er sejt at være nørdet. Derudover er folk flinke at hjælpe hinanden – der er ikke konkurrence som der kunne være på gymnasiet.

Hvilken fordom om polit møder du oftest?

Jeg har et par gange mødt folk der tror at man bliver politiker eller uddannet indenfor politiet. Måske det er bedre at kalde os for økonomi end polit – folk forstår det bedre, tror jeg. På CSS har politter et ry som de halv-akavede drenge, der drikker sig pisse-fulde til fester og lægger an på alle.

Hvorfor tror du, at det er vigtigt at uddanne politter?

Det er vigtigt at have nogen til at varetage analytiske opgaver, hvor det ikke handler om at kunne noget specifikt men en specifik tankegang. Koncepter som marginalprodukt eller alternativomkostninger kan være centrale i løsningen i mange problemer. Vi har ikke patent på disse metoder, men vi er dem der bruger dem.

Beskriv polittens udseende

En person der er målrettet, og af den grund er lidt mere konservativ eller ”finere” i tøjet ift. andre studier. Samtidig er der en gruppe outliers som ligner hinanden. Disse er flippede og ligner mere nogle fra 60’erne. Hvad de ikke følger med i af mode, gør de op for i faglighed. De er altid virkelig skarpe.

 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk