Freakonomics i Grand

Filmen Freakonomics bygger på Steven Levitt og Stephen J. Dubners bog fra 2005. At klassificere indholdet af bog og film som "økonomisk forskning" er muligvis teknisk korrekt, men ligger meget langt fra den traditionelle forståelse af betegnelsen. Som Daniel le Maire forklarede i sin introduktion til filmen deler de to forfatteres arbejde de akademiske vande. Nogle anser dem for at have opdaget helt nye indgangsvinkler og forskningsområder. Andre anser dem for at kvantificere lommefilosofi.

Til forsvar for filmen kan man sige, at holdet bag har valgt at filmatisere en ret utaknemmelig bog. De fleste bøger, som bygger på fakta, kan omsættes til film, da der som oftest "er noget at filme". Økonomiske fænomener er ret svære at illustrere i billeder. Et eksempel: Hvordan sætter man billeder på udbredt korruption indenfor sumobrydning? Ved at vise en masse sumobrydning, hvordan bryderne lever i et hårdt internt hieraki og ved at interviewe en journalist der er ekspert på feltet. Det er svært at blive decideret involveret i noget, som kun kan vise statistisk, og derfor får man aldrig rigtigt fornemmelsen af at have set den rygende pistol. Desuden har bogen få deciderede begivenheder med en udvikling, hvilket gør det endnu sværere at lave en film ud af den. Filmen forsøger endvidere at spænde over for mange emner i løbet af de blot 85 minutter den varer.

Først til sidst i filmen får man en fornemmelse af, at de fænomener, Levitt forsker i rent faktisk er virkelige, da filmholdet er så heldige at finde en ret så streetwise niende klasses elev på en belastet skole i USA, som bliver betalt for at få højere karakterer. Flere steder i filmen kan man ikke lade være med at grine af de til tider absurde ting, som Levitt har forsket i, hvilket er positivt.

På trods af, man flere steder har meget let ved at slippe filmen og tænke på alt muligt andet, er den andre steder ganske sjov og interessant. Har man aldrig hørt om økonomi før er den sikkert en sjov introduktion til den økonomiske tankegang. Filmen får alt i alt tre hjerter ud af seks.
(Giv den egen bedømmelse her)

Efter filmen endte vi på Guldhornene i Vestergade, hvor ejeren havde været så flink at gøre det muligt for os at veksle vores billetter til øl, hvilket var en rigtig god afslutning. Tak til alle de deltagende polit'er for at have gjort det til en hyggelig aften!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk