Kom gratis i biografen med altandetlige.dk og djøf

Årets CPH:DOX løber i disse dage af stablen, og i år har de endnu engang valgt at tage en fantastisk Polit-film hjem: ’The Flaw’ - dette års 'Inside Job', bare et år klogere.

I den forbindelse har DJØF og Altandetlige.dk købt 100 billetter til filmen tirsdag d. 08/11 kl. 16.40 i Dagmar Teatret. For at kunne komme ind og se filmen skal du ikke gøre andet end at tilmelde dig her.

Når du tilmelder dig skal du sende en venlig tanke til DJØF, som har gjort det muligt at give disse billetter til de polit studerende helt gratis. Dernæst skal du ringe rundt til dine bedste polit venner og fortælle dem om nyheden, så du kan få din bedste ven ved din side. Hvis du af uransagelige årsager skulle mangle et par gode ord til at overtale dem kan du læse mere om filmen her:

En lille, skjult defekt. 'A flaw'. Selv om det lyder som en underdrivelse af dimensioner, så var det netop dét ord Alan Greenspan, den tidligere chef for den amerikanske centralbank, brugte i 2008, da han ydmyget fortalte den amerikanske kongres om de oversete årsager til den massive verdensøkonomiske nedtur. En fejl i Greenspans model på, hvordan verden fungerede. Det er den prisvindende dokumentarist David Slington, der kaster sig ud i at fortælle historien om det store krak. Gennem interviews med ledende økonomer, historikere, Wall Street-insidere og ofre for krisen - heriblandt en falleret obligations-handler, der nu lever af at lave Wall Street tour guides! - får vi en original og medrivende fortælling om de helt basale ingredienser, der forgiftede hele verdensøkonomien. Den er dette års 'Inside Job' - bare et år klogere. 

Efter den beskrivelse skulle der ikke være nogen tvivl om at også de vil være hurtige og skrive sig op til en billet. Efter filmen foreslår redaktionen at vi går ned på et værtshus, drikker en øl og diskuterer filmen – vi forhandler pt. om at sikre de billige øl og vender tilbage med yderligere information når vi er helt sikre på hvor turen går hen.

Men skynd dig, der er kun 100 billetter og de bliver givet til de 100 første, der tilmelder sig.

Vi ses i biografen!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk