"Hvor var det fedt!"

Roskilde Festivalen, stor-initiator gennem årtier havde tænkt sig om, fået Tivoli med i samarbejde om at forlænge det årlige køkaos, og strukket årets uge til 11 dage!

H.C. Andersens Boulevard vidste det ikke, Industriens Hus vidste det ikke, turisterne og cyklisterne vidste det ikke. Kun de 20.000 erfarne og listige festivalsgæster, som havde været forbi Roskildes hjemmeside og siden hen Facebook vidste, hvad der foregik den 26. juni 2009 ved bagindgangen til Tivoli og hvorfor man ikke kunne være dette foruden, dagen før dagen før dagen, hvor opvarmningen startede.

Og der stod man, med tid nok til at overveje, om det egentlig var et prank med den billet. Havde de gode Kenneth og Peter fået en op på altandetlige’s første prank? Gennemført ville det være med brev fra ’RF, Havsteensvej 11, 4000 Roskilde’, indledende artikel og håndtryk i cafeliten. Om 2 ½ time ville man få svaret, ved lugen med de eftertragtede armbånd og de ligegyldige programmer, der alligevel blev væk som det første.

Og den virkede, ingen dårlig joke, bare én heldig vinder af et styks billet til nøgenhedens holdeplads, de udskudtes hjemmebane – ungdommens løbegård.

Hjem og pakke, tidligt op, forbi Nørrebro og så til dyrskuepladsen. Det var her timerne i køernes kø dagen før skulle gøre forskellen. Og dér var den! Den direkte indgang til slusen. 20 meter hegn, der skulle adskille de snu fra de mindre snu, gik lige forbi de luger, hvor alle de mindre snu skulle stille sig i timelange rækker uden plads til hverken bagage eller øl. Med trætte ben og våde øjne, skulle de se ind på os, vi, som tænkte os om og brugte fredagen uden for Tivolis stålgitter. Men det hårdtarbejdende lugecrew var dog noget tomme i blikkene, da de mindre snu slet ikke var dukket op…

Fanden heller. Solen skinnede og øllene var stadig kolde. En dag og en lang nat i køen til campingområdet var i gang, og man kunne næsten lugte Gringo Bar nu.

Som timerne gik dukkede flere af de snu op, mens kun få af de mindre snu viste sig. Hen på aftnen var der ikke længere plads til ubeskyttet football, eller menneskekast. Så det var ved at være, hvis man lige skulle ned bagi og hilse før man – klog fra sidste år – var klar på et væltet hegn omkring 2-tiden.

Og der stod man, aller bagest, da folk pludselig faldt for massehysteriet, sprang op og… ja, løb ind ad den åbne indgang… igen.

Natten blev til dag, og ugen var startet. Torden-kufferten blev slæbt fra bilen og Gringo Bar åbnede. Von Dü spillede, telefonen gik ud og hukommelsen forsvandt.

PromilleService, badesø, okseburger og Arena. Dagene blev til flygtige flashbacks. Trentemöller, Slipknot, Madness, Major Laser og ’Svenne Banan’.

Man mærkede Roskilde 09 som aldrig før. Om man var blevet gammel, om det var finanskrisen eller om solen konstant stod i zenit ved jeg ikke. Men man vågnede igen mandag uden lyst til CAPM, totaldifferentiation, ligevægt eller at leve, med urinstøv på hjernen og ondt i kroppen. Men igen kunne man kun tænke, hvor var det fedt!

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk