Instituttet skodder ny regel

Som Altandetlige.dk kunne berette i mandags er det imod reglerne i eksamensbekendtgørelsen, når Økonomisk Institut vil lade en subjektiv vurdering afgøre, om dumpede studerende har ret til at gå til reeksamen.

Derfor bliver det nye initiativ nu også pillet af tapetet igen. Efter at jurister fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har været i dialog med Videnskabsministeriets jurister, har instituttet besluttet at rulle de nye regler tilbage.

”Det er tidligere meldt ud, at kun studerende der foretager en reel besvarelse (men uden at bestå) kan få adgang til reeksamen. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har imidlertid underkendt denne beslutning, og denne praksis kan således ikke opretholdes,” skriver Økonomisk Institut på sin hjemmeside.

Studieleder Peter Erling Nielsen kunne allerede i går fortælle Altandetlige.dk, at reglen sandsynligvis stod til at falde, selvom det allerede er praksis på blandt andet psykologi.

Han oplyste dog samtidig, at den styrelse under Videnskabsministeriet, der har ansvar for eksamensreglerne i forbindelse med en igangværende regelsanering har bedt instituttet om at dokumentere eventuelle problemer omkring reglerne for reeksamen.

Videnskabsministeriets underkendelse af de nye, strammere regler betyder altså, at man også fremover kan få adgang til reeksamenerne ved at aflevere en blank besvarelse til de ordinære eksamener. Men Instituttet understreger på sin hjemmeside, at dette aldrig har været hensigten med reeksamnerne:

”Det vil således fremover være muligt at deltage i reeksamen, såfremt man møder op til den ordinære eksamen i samme eksamenstermin og afleverer blankt. Det skal dog pointeres, at spekulation med denne ordning strider imod hensigten med reeksamen. Vi opfordrer derfor til, at man altid yder sit bedste med henblik på at bestå eksamen i første forsøg.”

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk