En økonom redder verden

Han startede sin arbejdskarriere som generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd. Siden da har Anders Ladekarl rejst verden rundt for at genopbygge katastrofeområder og hjælpe nødlidende befolkninger tilbage på fode. I dag trækker han i trådene som Røde Kors' generalsekretær.

Hvorfor valgte du at læse cand.polit?

- Jeg læste faktisk først historie som var min store interesse. Men at skulle undervise uinteresserede gymnasieelever resten af mit liv fik mig på andre tanker. Jeg ville have indflydelse, gøre en forskel og være leder, det kunne jeg se at en samfundsvidenskabelig uddannelse var vejen til. Jeg fik en kæreste - der senere blev min kone - der læste polit, og jeg troede at polit var lidt lige som samfundsfag. Derfor blev jeg noget overrasket over de 3 første år med matematik og teoretisk statistik. Det var en spændende udfordring og gjorde mig rigtig klog på samfundssammenhænge. Men hvor var jeg glad for min historieuddannelse der havde lært mig en kritisk tilgangsvinkel til at f.eks. samfundsmodeller med 15 faktorer skulle kunne forudsige ret meget om fremtiden. Kildekritik burde være grundpensum på ethvert studium og ramme unge politstuderende der kommer lige fra gymnasiet og stadig "går i skole" som et krav.

Du har både en bachelor i historie og en kandidatgrad i økonomi. Hvilken af de to uddannelser hjælper dig mest i dit job som generalsekretær i Røde Kors?

- Begge uddannelser har været uundværlige. Historie fordi det studie lærte mig at forholde mig kritisk til information og at vi er en del af en større sammenhæng som vi har en fælles ansvar for. Polit fordi det lærte mig at arbejde med vanskelige problemstillinger der skulle forsimples og frembringe en løsning, og fordi polit lærte mig en masse faktuelt om samfundssammenhænge, magtforhold og gav et netværk.

Hvad er det der motiverer dig til at være generalsekretær i Røde Kors og som i sin tid motiverede dig til at læse økonomi? Hvad er for dig broen mellem nødhjælpsarbejde og økonomi?

- Ønsket om at kunne gøre en forskel - i Røde Kors en konkret forskel for mennesker i nød. Polit som et godt studie til at få de redskaber der skulle til for at kunne gøre en forskel. Der er ikke nødvendigvis nogen speciel bro mellem nødhjælp og økonomi bortset fra mulighederne for at tage nogle udviklingsrelaterede fag. Men polit giver en almen økonomisk, administrativ og ledelsesmæssig uddannelse der er anvendelig i stort set alle professioner - det gælder også i nødhjælpsarbejdet. Særligt hvis man kombinerer studierne med masser af organisationsarbejde, studenteraktiviteter og erhvervsarbejde som jeg gjorde. Man skal nemlig ikke være blind for, at de rammer for "udenoms-aktiviteter" som polit-studiet giver, ofte kan have en mindst lige så uddannende effekt som studiet. Organiseringen af "mere i SU-demonstrationer" har erhvervsmæssigt givet mig 100 gange mere end et semester i organisationsteori.

Normalt ville man tænke, at økonomer er gode til at tjene og holde styr på penge. Kan økonomer også godt finde ud af at redde verden?

- At redde verden handler ikke kun om at have et stort hjerte. Det handler om at have hjertet på rette sted og en evne til at forbinde hjertet med hjerne. Røde Kors er en stor "forretning" med en omsætning på mere end 700 millioner kroner om året. Alle, der bidrager, kan forvente at pengene behandles med omtanke og at der kan afregnes. Det kræver både god ledelse og masser af økonomisk kunnen. Så uden økonomer kan verden ikke redes.

Hvilken uddannelse ville du vælge, hvis du i dag skulle vælge om?

- Godt jeg ikke skulle vælge i dag. For jeg ville vælge polit igen, men det er jo blevet meget vanskeligere end da jeg læste for 20 år siden.

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk