KosmoPolit: Udveksling i Hong Kong

Hvor er du på udveksling du og hvorfor valgte du dette?
Jeg er på udveksling på Hong Kong University of Science and Technology (HKUST), et af de otte store, statsstøttede universiteter i Hong Kong. 

Der er to årsager til jeg valgte lige netop at studere i Hong Kong, til dels fordi det et af verdens ledende finansielle centre, hvoraf byens særlige tilknytning til det økonomisk fremstormende Kina gør stedet helt unikt. Dels var det også grundet min etnicitet. Jeg er født i Kina, men vokset op i Vesten, så jeg kan komme i kontakt med mine rødder og opnå en bedre forståelse for West-meets-East kulturen, som er definerende for min identitet. Valget faldt på HKUST, idet deres business school er rangeret blandt verdens bedste (det bedste i Asien).

Hvilke fag tager du? Hvordan er niveauet og arbejdsmængden?
I løbet af mit udvekslingsforløb tager jeg 5 fag. Grundet KU’s samarbejdsaftale med HKUSTs samfundsfaglige fakultet, og økonomi hører under business-skolen, er jeg tvunget til at tage faget: Political Economy of China, hvilket har vist sig at overraske positivt, da forelæser er yderst kompetent og en autoritet inden for sit fagområde. 

De resterende fag jeg tager, er alle økonomi/finans-orienterede og er henholdsvis: Topics on Development and Growth, Raising Debt in Financial Markets, Corporate Risk Management og Alternative Investment. Generelt er de fag jeg har valgt af højt niveau, da de alle er MSc-fag, hvoraf de finansielle også bliver udbudt til HKUSTs MBA-program. Arbejdsmængden er relativ stor, men svingende fra fag til fag. Især er de finansielle ret tidskrævende, grundet af deres blokundervisningsstruktur.

Hvordan er det sociale på studiet? Hvor mange henholdsvis lokale og internationale studerende går på skolen?
Sammenlignet med Danmark er det sociale i tæt forbindelse med skolen. Der findes et utal af klubber og foreninger for studerende, lige fra fodbold til film, som man kan blive medlem af, og hvis man finder dette for besværligt, kan man blot deltage til enkelt-arrangementer. 

Sammensætningen af studerende er også anderledes i forhold til derhjemme. Selvom der selvfølgelig er et overtal af lokale elever, så findes der i højere grad internationale studerende, som læser på universitetet, hvoraf der både er udveksling for et semester, men også folk som tager hele eller dele af deres uddannelse på HKUST. 


Hvordan er campus på studiet? Hvor bor du mens du studerer? Hvordan er omgivelserne omkring campus?
Et af de mest attraktive punkter ved HKUST er campus. Universitetet ligger udenfor byen, oppe i bjergene og helt ud til vandet, hvorfor omgivelserne er meget rolige og man slipper for storbyens trængsel og larm. Udsigten til havet og de nærliggende øer, fra hovedbibliotekets terrasse på en solskinsdag er ubeskrivelig, og noget man skal se med sine egne øjne! 

Som det nyeste universitet i byen er faciliteterne helt i top, eksempelvis har campus: fitnesslokaler, tennisbaner, stadion og indendørs + udendørs svømmehal, bare for at nævne et par. I løbet af mit ophold bor jeg, som mange andre studerende, på campus, hvorfor alle de lækre sportsfaciliteter er indenfor maksimum 10 minutters gang. 

Hvad er det bedste ved at være på udveksling?
Der findes mange ubeskriveligt fede ting ved at være på udveksling: et andet fagligt udbud med fag som ikke er tilgængelige derhjemme, man opnår et anderledes syn på alting ved at blive udsat for nye mennesker med nye kulturer, og til sidst, men ikke mindst: enestående venskaber med andre internationale og lokale studerende.

Vil du anbefale et udvekslingsophold på HKUST til andre?
Uden tvivl! Hvad enten motivationen for et udvekslingsophold er akademisk eller af anden karakter, så har HKUST hele pakken. 




Faktaboks

Er du på udveksling eller i praktik og har lyst til at fortælle andre polit-studerende om din oplevelse, dit nye hjem og hvorfor det lige netop er det allerbedste sted at tage hen?

Skriv til os på nyt@altandetlige.dk. 

Partnervirksomheder

Stort tak til alle virksomheder i ALT ANDET LIGEs partnerprogram. Hør mere om programmet, skriv til partner@altandetlige.dk